Måske bliver den ny AL-Bank Liga alligevel på ni hold.

I skyggen af VM-succesen har Rungsted Cobras kastet håndklædet og gjort den danske liga et hold fattigere, men et nyt hold er klar til at ride med på den bølge af ishockeyeufori, landsholdet har skabt i Köln.

Gentofte Stars, suveræne vindere af 1. division, arbejder energisk på at blive hold nr. 9 i AL-Bank Ligaen.

- Egentlig var det planen, at vi først ville være med i sæsonen 2011-12, når vi om godt et år har vores nye træningshal klar. Men nu prøver vi, om det kan lykkes i år, siger formand Ole Eskerod.

Endnu har Gentofte et stykke vej, inden klubben har rejst den nødvendige kapital.

- Vi har nedsat en arbejdsgruppe, som undersøger mulighederne. Vi søger ikke, før vi har haft en ekstraordinær generalforsamling, pointerer Ole Eskerod.

IC Gentofte/Gentofte Stars har tradition for at uddanne unge spillere og vil givet få tilgang af spillere fra Rungsted Cobras.

DIU havde en deadline for ansøgning 30. april, men Licensudvalget er klar med en dispensation, hvis Gentofte kan præsentere et fornuftigt budget.

- Budgetterne i klubberne er sat ned, så det er blevet nemmere at komme med i dag, siger DIUs direktør, Enver Hansen.

- Ud over det økonomiske oplæg skal Licensudvalget også vurdere, om holdet har en sportslig berettigelse i ligaen.