Søndagens Super Bowl vil byde på ét helt særligt øjeblik.

Det vil ske i det traditionelle half show, hvor superstjernerne Jennifer Lopez og Shakira vil optræde foran millioner af mennesker. Det skriver CNN.

Her vil man nemlig hylde Kobe Bryant, der på tragisk vis døde i et helikopterstyrt forrige søndag. Udover Kobe Bryant døde også hans 13-årige datter og syv andre personer.

»Det bliver hjerteskærende,« lød det kort fra Jennifer Lopez på spørgsmålet om, hvorvidt man ville hylde Kobe Bryant.

Basketball-legenden Kobe Bryant blev bare 41 år. 
Basketball-legenden Kobe Bryant blev bare 41 år.  MARK RALSTON

Jennifer Lopez uddyber dog ikke, hvad der konkret skal ske til ære for Kobe Bryant.

Til gengæld supplerede Shakira med følgende beskrivelse af hyldesten:

»Vi vil alle mindes Kobe på søndag og hylde livet og diversitet i landet. Jeg er sikker på, at han ville være meget stolt over at se det budskab, vi forsøger at sende fra scenen den dag,« sagde Shakira.

Dette års Super Bowl spilles mellem San Francisco 49’ers og Kansas City Chiefs og starter 00.30 natten til mandag. B.T. dækker Super Bowl tæt hele natten.