Klaus Berggreen, 60, var lungen på midtbanen. Han løb mere end nogen anden på Sepp Pionteks dynamitlandshold i de glade 80ere. Og løber stadig.

Både på Lyngbys veteranhold og ikke mindst med Hjerteforeningen i Dyrehaven.

Legen med bolden med de gamle Lyngby-venner og det sociale samvær med motionisterne i Dyrehaven to gange om ugen fylder meget i den humørsprudlende Klaus Berggreens hjerte.

Den smukke nationalskov er hans nye hjemmebane, og søndag 7. oktober skal han for tolvte gang være med i verdens ældste motionsløb, Eremitageløbet, som samtidig fejrer 50 års jubilæum.

»Der er ikke noget, der slår Eremitageløbet. Et unikt arrangement i en atmosfære, man ikke oplever andre steder. Jeg kan ikke undvære det. Jeg prøver hvert år at lokke familie og venner med,« siger han.

E-løbsarrangørerne har udnævnt Klaus Berggreen som den 14. ambassadør for dronningen blandt danske motionsløb.

»Jeg er glad og stolt over at være forbundet med det løb, der startede motionsbevægelsen og betyder så meget for så mange,« siger han.

I de første 49 E-løb har sammenlagt 656.507 løbere i alderen 4-96 år gennemført klassikeren i Dyrehaven.

Klaus Berggreen spillede 46 landskampe i perioden 1979-1988. Alle under manager Sepp Piontek. De debuterede i øvrigt i den samme kamp. Han var med i én VM- og to EM-turneringer og spillede med andre koryfæer som Preben Elkjær, Michael Laudrup, Frank Arnesen, Søren Lerby, Jan Mølby, Morten Olsen, Jesper Olsen og Allan Simonsen.

I sin professionelle udlandskarriere spillede Lyngby-drengen i seks sæsoner med succes i Italien. Først fire år i Pisa og derefter et år i Roma og Torino. Meget passende hedder hans modefirma med italienske varer PIRO. Inspireret af de første stavelser i hans to favoritklubber i støvlelandet.

Klaus Berggreen bor i Virum med have ned til Furesøen og fik en speciel oplevelse i efteråret under en træningstur i Dyrehaven. Her mødte han motionspioneren Bent Høyer-Hansen, Gentofte, som skal fejre 50 års jubilæum 7. oktober.

»Bent løb med en kasket fra min klub i Pisa. Jeg havde solgt den til en ven, Ole, som var på besøg i Pisa i 1983, og han havde  foræret den til Bent som en souvenir. Og nu møder jeg så kasketten under E-løbstræning i Dyrehaven 34 år senere,« ler Klaus Berggreen.

E-løbets 14 ambassadører:

Henrik Jørgensen, rekordholder hos mændene med 38.40 (1987) og firdobbelt vinder.

Anna Emilie Møller, rekordholder hos kvinderne med 43.45 (2016).

Abdi Hakin Ulad, firdobbelt vinder.

Jerk W. Langer, læge, foredragsholder og passioneret E-løber.

Lars Bom, skuespiller og passioneret E-løber.

Dennis Jensen, seksdobbelt vinder.

Annemette Rosén (tdl. Jensen), femdobbelt vinder.

Paw Henriksen, skuespiller og passioneret E-løber.

Gert Kærlin, dobbelt vinder.

Morten Spiegelhauer, journalist og passioneret E-løber.

Henrik Them, tre gange nr. 2 i E-løbet.

Jimmy Bøjgaard, journalist og passioneret E-løber.

Bjørn Ask Hansen, Kølkær ved Herning, klar til sit 50. E-løb.

Klaus Berggreen, tidligere landsholdsspiller i fodbold og passioneret E-løber.

Eremitageløbet arrangeres af BT i samarbejde med Københavns Idrætsforening og Københavns Skiklub og afvikles søndag 7. oktober for 50. gang. Tilmeldingen åbner i februar. Følg med på elob.dk

 

Billedtekst

Klaus Berggreen er ambassadør for Eremitageløbet og deltager 7. oktober i motionsfesten i Dyrehaven for 12. gang. Foto: Scanpix