TV-profilen Anders Sigdal blev efter fem år på TV2 Sport fyret af de nye ejere fra MTG

Siden kanalens begyndelsen har tv-værten Anders Sigdal været med til at banke TV2 Sport op som etableret sportskanal i det danske mediebilede.

Men når MTG overtager kanalen og veksler navnet til TV3 Sport bliver det uden den kendte tv-profil. Torsdag fik Sigdal den hårde besked, at der ikke bliver plads til ham i det nye setup, og dermed bliver det reelt kun Tina Müller af sportsværterne, der fortsætter på Viasats platform.

MTG har valgt at afskedige 25 af 45 stillinger på TV2 Sport, og Sigdal var blandt dem, der fik en fyreseddel på et møde på Hilton Hotel i København torsdag. Sigdal er selv ærgerlig over at skulle sige farvel til en god arbejdsplads.

- Det er utrolig vemodigt. Man siger jo farvel til mennesker, som man har haft et rigtig godt sammenhold med. Jeg synes, at der lige fra starten har været en god ånd, og selv om flere af os voksede og fik familier, så bevarede vi et fantastisk fællesskab. Så det er da hårdt at skulle sige farvel efter så mange år, forklarer Anders Sigdal til sporten.dk

Han blev i efteråret gift med TV2's kendte sportsvært Heidi Frederikke Sigdal, og Anders Sigdal har været vært på store fodbold, golf og håndboldbegivenheder på TV2 Sport. Men der blev altså ikke plads til ham på den nye redaktion.

- Forklaringen var, at mange af rettighederne ikke skulle pakkes ind på samme måde med værter, og så forstår jeg jo godt argumentet om ikke at bruge mig. Jeg er så ikke så enig i, at man ikke ønsker at pakke rettighederne ind i noget ordentligt studie, men det er deres valg. Men jeg er kommet i overskud, og nu må jeg se, hvad der venter mig af udfordringer i fremtiden, siger en trods alt optimistisk Sigdal.

Tidligere kom det frem, at Claus Elming også ser ud til at være færdig som vært på den nye redaktion, men Tina Müller fik en mere glædelig nyhed på en ellers grim dag.

- Jeg kan sige, at det har været en hæslig dag. Vi har grædt sammen og været glad på andres vegne, og jeg føler mig egentlig lige nu totalt splittet. For på den ene side er det jo positivt, at jeg fortsætter, men det er også forfærdeligt at miste så mange gode kolleger som også er blevet venner, siger Tina Müller.