Cheftræner Steffen Wich levner ikke sine spillere mange chancer mod Avellino, men tager det som en oplevelse.

Avellino. Bakken Bears' træner har haft tid til at kigge nærmere på onsdagens italienske modstander i Europe Cup-semifinalen, Sidigas Scandone Avellino.

Efter den omgang ser Steffen Wich ikke de store muligheder for at avancere til finalen for det danske basketballhold.

- Det er et super stærkt hold, der har et budget, som er fire gange så stort som Portel (Bakken Bears' kvartfinalemodstander, red.) og et hold, som har vundet bronze i Serie A i de seneste to år, så det er et rigtig spændende mandskab.

- Det er heldigvis sport, så alt kan ske, men de har kun lukket mere end 70 point ind to gange i årets europæiske kampe, og vi lever af at score mange point, så det kan godt være, at det bliver en hård nyser, siger Steffen Wich.

Træneren ønsker ikke at tale om, hvilket resultat der vil være acceptabelt. For ham handler det om præstationen.

- Vi har spillet skidt i et stykke tid, så vi trænger til at spille en fornuftig kamp, og det håber vi på at gøre.

- Hvis de er meget bedre end os, så må vi leve med det, men vi vil være lykkelige over bare at spille en god kamp, siger Steffen Wich.

Bakken Bears er på uvant territorie for dansk basketball. Klubben er det første danske basketballhold, der er i semifinalen i Europe Cup, og Steffen Wich er stolt over sæsonen indtil nu.

- Den har da været helt formidabel. Der har været over 60 hold involveret, og nu er der fire tilbage. Det havde vi hverken drømt eller planlagt efter, så det er helt unikt, og vi nyder det bare, så længe det varer, siger han.

Bakken Bears har ikke fået den bedste optakt til kampen. Klubben kommer til Italien med to nederlag til Team FOG Næstved i DM-semifinalerne, hvor der spilles bedst af fem kampe.

Aarhusianerne er altså blot et nederlag fra et exit, som vil være en kæmpe fiasko for det mandskabet, der har vundet otte DM-titler ud af de seneste 11 mulige.

Steffen Wich forsikrer dog, at han og spillerne har fokus på det europæiske opgør trods situationen i den hjemlige liga.

- Det har været en rigtig lang og svær rejse, og det skal vi huske på. Vi spiller en europæisk semifinale, og det sker bestemt ikke hver dag for mig, så der er fuldt fokus på den her kamp, siger træneren.

Semifinalen spilles onsdag 20.30 i Italien, og der er returkamp 18. april i Aarhus.

/ritzau/