Den tidligere skøjtestjerne Tonya Harding huskes i dag ikke for sine triumfer på isen, men for sin rolle i det berygtede og berømmede overfald på hendes konkurrent på det amerikanske skøjtehold, Nancy Kerrigan.
I et stort portrætprogram, ’Truth and Lies: The Tonya Harding Story’, som bliver vist på den amerikanske tv-station ABC den 11. januar, fortæller 47-årige Harding om sin indirekte rolle i overfaldet, som var en af de største sportsskandaler i 90’erne.

Det var kort inden vinter-OL i Lillehammer - den 6. januar 1994 – at Nancy Kerrigan blev overfaldet og slået på knæet med et jernrør umiddelbart efter en træning i en skøjtearena Detroit.
Dagen efter skulle det amerikanske OL-skøjtehold udtages ved de nationale mesterskaber. Kun to skøjteløbere var der plads til. Så Kerrigan skulle sættes ud af spillet, så Tonya Harding kunne komme med til OL.

Ideen – kom det frem senere under retssagen – var født hos Tonya Hardins eks-mand Jeff Gillooly og hendes bodyguard, Shawn Eckhardt. De to havde hyret bøffen Shane Stant til at gøre det beskidte arbejde med at slå Kerrigan ned.
Tonya Harding har altid erklæret, at hun ikke kendte noget til planerne, men hun erklærede sig siden skyldig i at have obstrueret sagens opklaring.
I interviewet med ABC fortæller hun, at hun dog vidste, at eks-manden pønsede på en skummel plan af en art.
»Jeg overhørte dem snakke om ting og sagde ting som ’måske skal vi tage nogen ud, så vi er sikre på, at hun kommer på holdet.’ Og jeg husker, at jeg siger til dem ’hvad i alverden taler I om? Jeg kan skøjte!’« husker Harding.
»Det var en måned eller to før angrebet, men de snakkede om skøjteløb og sagde ‘måske skulle nogen tages ud, du ved, så hun kan klare den,’« fortæller Harding i interviewet.
Hun endte med at få en bøde på lige omkring en million kroner for sin rolle i sagen – obstruering af opklaringen - da den blev afgjort i retten, og blev desuden udelukket fra kunstskøjteløb for resten af sit liv.



Selvom Harding altså ikke var direkte skyldig i overfaldet, så havde folkedomstolen en anden mening.
»Medierne havde dømt mig til at have gjort noget forkert, inden jeg overhovedet havde gjort noget, inden jeg havde talt med nogen, inden jeg var stået ud af sengen. Jeg er altid den slemme. Er det er test fra Gud for at se, hvor langt jeg skal skubbes ud, inden jeg bryder sammen og bliver tilintetgjort? Men jeg kan ikke længere blive skubbet så langt ud, for jeg har været tilintetgjort – og det er jeg blevet flere gange,« siger Tonya Harding i et andet klip, der er kommet fra dokumentaren.
Både Tonya Harding og Nancy Kerrigan deltog ved OL i Lillehammer, inden overfaldet var opklaret. Harding, som havde vundet det amerikanske mesterskab kort forinden, sluttede på 8.-pladsen, mens Kerrigan vandt sølv.
Hele den vilde historie kan man se i filmen ‘I, Tonya’, der har dansk premiere 25. januar. Her har Margit Robbie titelrollen som Tonya Harding. Se traileren for filmen øverst i artiklen.




