Han har ikke vist sig offentligt siden en voldsom ulykke den 13. december 2022. 

Men i weekenden var Andrew 'Freddie' Flintoff tilbage på sidelinjen hos det engelske cricketlandshold. 

Her var det tydeligt, han stadig var mærket efter ulykken, da han havde synlige sår ved både næse og mund, men ellers stod han på banen med et stort smil på læben. 

Det var under optagelserne til det populære bilmagasin 'Top Gear', at Andrew 'Freddie' Flintoff kom galt afsted på den køretekniske bane Dunsfold Park Aerodrome i Surrey.

Freddie Flintoff viste sig i weekenden offentligt for første gang siden en voldsom ulykke i december.
Freddie Flintoff viste sig i weekenden offentligt for første gang siden en voldsom ulykke i december. Foto: Paul Childs/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Han sad selv bag rattet, men han kørte galt, mens han kørte lige over 200 kilometer i timen. Bilen endte på taget, og Flintoff fik alvorlige skader i ansigtet, brækkede flere ribben og måtte hastes til hospitalet efter at have ventet 45 minutter på en helikopter, der kunne hjælpe. 

Noget, BBC siden har undskyldt for. 

I månederne efter var der stilhed omkring Flintoff, men ifølge Daily Mail har han blandt andet overværet et par af Englands kampe backstage. 

»Jeg hørte fra forskellige mennesker, at han under 'Ashes' (en serie af cricketlandskampe mellem England og Australien, red.) var gæst hos Rob Keys, der står i spidsen for Englands cricket, og som er en af hans gode venner, men de var meget anonyme og så det på et tv omme bagved. Meget få mennesker fik lov til at se ham,« siger Piers Morgan, der er vært hos TalkTV.

Freddie Flintoff tilbage i 2009.
Freddie Flintoff tilbage i 2009. Foto: Joel Ryan/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Han fortæller, at Andrew 'Freddie' Flintoff stadig er mærket efter ulykken. Dels fysisk, da han stadig her ni måneder efter har mærker i ansigtet, men også psykisk.

»Jeg ved, han har kæmpet meget med det mentale. Det er forventeligt, for det var en frygtelig ulykke, der var tæt på at slå ham ihjel,« fortæller Morgan, der tilføjer, at han er lykkelig over at se Flintoff ude i offentligheden igen.

'Top Gear' blev sat på pause efter den voldsomme ulykke, og i maj i år kom det frem, at flere medarbejdere på programmet var ramt af ptsd. 

»Scenerne var forfærdelige, noget, man virkelig ville ønske, at man kunne glemme at have set. Tanken om at vende tilbage for at udføre den slags arbejde er bare for meget for nogle,« sagde en unavngiven person fra produktionen i den forbindelse.