20-årige Noa Bak-Pedersen har kun dyrket sprint i et halvt år, men har de Paralympiske Lege 2020 som sit store mål

For halvandet år siden fandt den nu 20-årige Noa Bak-Pedersen ud af, at han kan løbe stærkt. Rigtig stærkt. Men han er ikke som de andre drenge. Han er spastiker, og han har fået en hjertetransplantation. Nu vil han til de paralympiske lege i 2020, hvor han vil løbe 100 meter. Det takker han Gud for.

I Frederiksberg Idrætspark har Noa Bak-Pedersen sin ugentlige sprinttræning. Fire dage om ugen bruges på at forbedre sine evner som 100 meter-løber – to af dem iført pigsko, og de to andre i styrkecenteret.

På kunstbanen snører han sine pigsko. Han har varmet op sammen med de andre fra klubben, hoppet og danset rundt om hække. Her er han sat efter. Men når han står i startblokken med højre ben forrest, er der ikke meget andet endhans arm, der synligt adskiller ham fra de andre løbere.

Han er født i 1996 og er opvokset i Gilleleje. Hans forældre er begge to kristne protestanter, og derfra kommer hans egen religiøsitet. Hans barndom var dog mere udfordrende end de fleste. Han blev født med huller i hjertet, som gjorde, at han fik væske i lungerne. Derfor skulle han opereres – fem gange i alt i løbet af de første tre år af hans liv. Og en af operationerne var ved at gå galt.

Noa Bak Pedersen.
Noa Bak Pedersen. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

»Ved en af operationerne forsøgte de at lappe mit hjerte. De fik ikke gang i hjertet igen. Mine forældre sad for sig selv i en stue, og lægerne kom ind og fortalte dem det. Min far talte med menigheden, og bad dem begynde at bede. Min mor hviskede: ’Jesus, Jesus, Jesus’, og der kom jeg til mig selv,« fortæller Noa Bak-Pedersen.

Sammenlagt brugte Noa Bak-Pedersen et år af sine første tre leveår på Rigshospitalet. Kort før sin tre-årsfødselsdag kunne han ikke gå. Han var blevet spastisk lammet i venstre side, og den ene side af hjertet var stoppet, så blodet kun pumpede på halv kraft.

»Lægerne sagde, at jeg ville få et kort og stille liv, at jeg nok ikke kom til at gå, og at jeg kunne dø, hvornår det skulle være. Mine forældre mente, at hvis jeg skulle dø, skulle det være i hjemmet. Efter tre måneder hjemme med genoptræning havde jeg dog nogenlunde lært at gå,« siger Noa Bak-Pedersen.

Lægerne fortalte familien, at hvis deres søn skulle have en chance for et langt liv, skulle der et donorhjerte til. Når det var værst, var han kun vågen i en time om dagen og måtte have væske gennem en sonde. Derfor besluttede hans forældre sig for at følge lægernes råd, selvom det ville blive en hård kamp.

2. september 1999 ringede lægerne og fortalte, at der var et donorhjerte klar. Dagen efter fik han det opereret ind.

Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Efter at have brugt en stor del af sin barndom på ridning, endte Noa Bak-Pedersen som 18-årig i 2014 på CP-landsholdet i fodbold, også kendt som det spastiske fodboldlandshold. Her fandt han ud af, at han trods alt ikke var så dårlig, som han frygtede.

»Jeg frygtede at være for dårlig for ikke at kunne passe ind. Man vælger jo altid de ikke så gode til sidst, og den gruppe har jeg altid været en del af i al sport. Så jeg har været vant til at skulle kæmpe hårdere. Detvendte jegtil en fordel, da jeg kom på CP-landsholdet. Jeg kunne se, at jeg ikke ’stank’ i forhold til dem, men at jeg kunne følge med, og jeg var hurtig,« siger han.

Den efterfølgende vinter fik han så testet sine evner. Sammen med sin skole, en uddannelse for unge med særlige behov, var han på Club La Santa, hvor han kunne løbe.

»På turen til La Santa løb jeg en sprint mod normale og vandt. Vi tog en håndholdt tid, der sagde 13,50. Min lærer og jeg kontaktede en talentspejder, der inviterede mig ud for at prøve at træne med,« siger han.

I slutningen af januar 2016 begyndte Noa Bak-Pedersen at træne fast i Frederiksberg. Hans første rigtigt timede tid fik han i maj. Den sagde 13,32 sekunder. I juni forbedrede hans sin personlige rekord, der nu hedder 12,88 sekunder.

Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Der er dog en del udfordringer i hverdagen, som Noa Bak-Pedersen må leve med. Det er ikke som sådan et problem for ham – det er nu engang bare sådan, det må være, mener han selv.

»Med et nyt hjerte bliver jeg lettere syg end andre. Jeg skal bruge længere tid på at komme i form, og jeg skal passe mere på mig selv, både med min fysik og min kost. Jeg tænker da, at hvis jeg ikke var spastisk lammet, så havde jeg været meget bedre, end jeg er nu. Men jeg tænker på, hvor jeg er startet og hvor, jeg er på vej hen. At jeg har det godt, og jeg gør mit bedste,« siger han.

Mest udfordrende har været hans spastiske lammelse. Følesansen i hans venstre side er meget svækket, og han skal slå sig for rigtigt at kunne mærke noget. Derfor er det mere håb end forstand, når han sætter det venstre ben frem i en sprint. Og selvom han skulle slå sig, er det ikke sikkert, det går op for ham med det samme.

»Når jeg står på mit venstre ben, kan jeg ikke mærke det. Jeg satser på, benet er der, når jeg løber. Jeg kan mærke vibrationerne i kroppen, når benet rammer jorden. Jeg vælter også ret let, hvis nogen tager mit venstre ben i fodbold. Til min debut på CP-landsholdet brækkede jeg foden og spillede videre i et kvarter, fordi jeg ikke kunne mærke det,« siger Noa Bak-Pedersen.

Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

I Danmark er det ikke religion, der oftest får skylden for, hvad en atlet kan præstere. Sådan er det meget i udlandet. Sydeuropa, Afrika, Nord- og Sydamerika er alle områder, hvor store atleter kommer fra, og hvor det oftere er reglen end undtagelsen at takke Gud for sine evner.

Sådan er det også for Noa Bak-Pedersen. Han er ikke i tvivl om, at Gud står bag ham i det, han gør.

»Jeg er overbevist om, at hvis Gud ikke var med mig, havde jeg været død. I dag giver min religion mig en trøst om, at jeg er god nok, som jeg er. Også når jeg præsterer dårligt, og den giver mig en tro på, at jeg er perfekt, som jeg er, selvom jeg er handicappet, savler eller halter,« siger Noa Bak-Pedersen.

Også når startpistolen lyder, og der skal sprintes, kan Gud være der for ham. Han skal ikke bede inden et løb, hvis han ikke føler for det, men han er der, når det er nødvendigt.

»Når jeg virkelig skal præstere, er jeg altid bange for, at der skal ske noget med mig. Så beder jeg Gud om at passe på mig, og at hans vilje må ske i det, jeg gør. Så faldt jeg godt nok for nylig, men slog samtidig min rekord,« griner Noa.

Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Om få dage begynder de olympiske lege i Rio og efter det de paralympiske lege. Om fire år skal legene afvikles i Tokyo, og her vil Noa Bak-Pedersen gerne med.

I 100 meter er der forskellige klasser, man løber under. Noa Bak-Pedersen hører under klassen T37, som er for handicapatleter med celebral parese – spastikere. Her vandt sydafrikanske Fanie van der Merwe guld i 2012 i tiden 11,51 sekunder.

Med Noa Bak-Pedersens personlige bedste tid på 12,88 sekunder er han et stykke fra det danske OL-krav på 11,90 sekunder. Men med tanke på, at han kun har trænet sprint for alvor siden vinter, er der grund til optimisme og for et godt resultat. Men det er ikke drivkraften for den 20-årige.

»Selvfølgelig skal man gå efter medaljer, hvis man tager til et stævne, PL eller EM, men man skal først og fremmest slås med sig selv. Jeg gør det, fordi det er sjovt at presse mig selv, og så kunne det være fedt at være Danmarks hurtigste spasser. Jeg tror også, jeg kan være et vidnesbyrd med det, jeg gør, og forhåbentlig være et forbillede for folk med et handicap til at presse sig selv. Også bare for folk, der kæmper nogle kampe, der føles umulige,« siger Noa Bak-Pedersen.