Jane Slater fik den perfekte julegave af sin kæreste. Troede hun.

For en tidlig morgen blev hendes kærlighed til både gaven - og kæresten - vendt til had på et splitsekund.

Amerikanske Slater havde fået et Fitbit-aktivitetsur af kæresten, og parret synkroniserede deres konti, så de kunne motivere hinanden til at træne og holde sig i form.

Men kæresten viste sig at være lige vel ivrig med motionen - på et noget afslørende tidspunkt. Det skriver Daily Mirror.

En tidlig morgen var kæresten ikke hjemme.

Da Jane Slater kiggede på sit Fitbit-ur, gjorde hun en opdagelse, der skulle blive enden på deres forhold.

'En eks-kæreste gav mig engang en Fitbit i julegave. Jeg elskede den. Vi synkroniserede vores konti og motiverede hinanden,' skriver Jane Slater i et tweet og fortsætter:

'Jeg hadede den ikke, før han var væk klokken fire om morgenen og hans fysiske aktivitetsniveau toppede på app'en.'

I en opfølgende kommentar bemærker Jane Slater tørt, at den daværende kæreste ikke ligefrem var forduftet midt om natten for at lave hård intervaltræning i fitness-centeret.

'Jeg ville ønske, historien ikke var sand,' afslutter hun sit oprindelige tweet, som er gået viralt - og har fået utilsigtede følger.

Næsten en halv million har delt Jane Slaters tweet, og over 45.000 har kommenteret det. Flere har endda delt historier om lignende oplevelser.

Med en sådan udbredelse er historien naturligvis nået frem til Jane Slaters eks-kæreste, som er blevet bombarderet med beskeder.

Problemet er blot, at det ikke det ikke var den eks-kæreste. Derfor følte Jane Slater, der arbejder som korrespondent for den amerikanske football-liga NFL, sig nødsaget til at tage den uskyldige eks i forsvar.

'Obs: Jeg føler behov for at forsvare min eks-kæreste Austins ære,' skriver hun i en kommentar.

'Han er ikke den mand, jeg refererer til i nedenstående tweet. Faktisk var Austin en af de bedste kærester, jeg nogensinde har haft. Vores udfordringer var timing, ikke utroskab,' slutter hun.

Hvem den morgenaktive eks-kæreste så var, melder historien ikke noget om.