Tallet 656.507 angiver det nøjagtige antal løbere, der har gennemført Eremitageløbet i de første 49 år.

14.000 har tilmeldt sig søndagens 50 års jubilæum i Dyrehaven. Og det er spændende læsning, hvad der er sagt og skrevet om løbet, der gjorde motion til en bevægelse. Endda en af vor tids største.

Dansk Atletik Forbunds direktør, Jakob Larsen, siger således om danske løbeevents fadder:

»Det var dette løb, som på mange måder banede vejen, før motionsløb blev mainstream.«

Eventyret startede inden for Dyrehavens røde porte, og som en af Eremitageløbets initiativtagere, hjertelægen Peter Schnohr, siger:

»Ingen havde i 1969 forestillet sig, at Danmark skulle blive en nation af løbere.«

Af de 2.344 løbere, som gennemførte E-løbspremieren, har 23 været med hele vejen. De bliver hyldet på broen ved starten, inden den flerdobbelte verdensmester og tidligere verdensrekordholder på 800 meter, Wilson Kipketer, kl. 11.00 sender dem ud i den ikoniske skov. Forude venter 13,3 kilometer gennem Frederik 3’s parforcejagtpark, som i 2015 kom på Unescos verdensarvliste.

Wilson Kipketer er blevet så tændt af E-løbet, at han selv vil løbe med næste år.

De første fem minutter løber 50 års-jubilarerne alene i deres jubilæumstrøjer, inden resten af det gigantiske felt sendes af sted med sidste års vindere, Abdi Hakin Ulad og Sylvia Kiberenge, med startnumrene 1 og 2.

Skovrider Hans Henrik Christensen og B.T.s chefredaktør, Michael Dyrby, byder løbere og tilskuere velkommen i dyrenes skov.

En særlig hyldest er der til løbets to idémænd, Peter Schnohr og Svend W. Carlsen, og Berlingskes daværende underdirektør og reklame- og informationschef, Werner Mårtensson, som havde modet til at takke ja til Schnohr og Carlsens ”meget dristige idé” på et tidspunkt, hvor motionsløb var et næsten ukendt begreb.

Arrangørerne Københavns Idræts-Forening, Københavns Skiklub og B.T. byder alle velkommen til et unikt jubilæum.

Sagt og skrevet om Eremitageløbet

»Eremitageløbet var det allerførste løb, jeg var med i. Jeg har meget at takke det for. Det åbnede en helt ny verden for mig. Eremitageløbet er løbernes juleaften.«

Lars Bom, skuespiller

»Eremitageløbet er idræts- og kulturhistorie. En af dansk idræts klassikere. Det var dette løb, som på mange måder banede vejen, før motionsløb blev mainstream. Det var Eremitageløbet, der introducerede løb som en enorm deltagersport i eventregi. Med dette in mente er det passende at betegne det som danske løbeevents fadder.«

Jakob Larsen, Dansk Atletik Forbunds direktør

»Vinder du Eremitageløbet, er du nærmest udødeliggjort. Mange topløbere vil bytte et dansk mesterskab for en sejr i Dyrehaven. Eremitageløbet har fyldt meget i mit liv.«

Dennis Jensen, seksdobbelt vinder

»Der er ikke noget, der slår Dyrehaven. Naturen, atmosfæren, skovens historie. Jeg glæder mig hvert år til Eremitageløbet.«

Paw Henriksen, skuespiller

»Ingen havde i 1969 forestillet sig, at Danmark skulle blive en nation af løbere. Det er et eventyr. Løb er blevet en livsstil.«

Peter Schnohr, hjertelæge

»Det var dette løb, jeg allerhelst ville vinder. Det lykkedes desværre aldrig.«

Henrik Them, tre gange nr. 2

»Jeg vil ikke sige, at jeg tænker på 50 års jubilæet hver dag, men der går ikke en uge, hvor jeg ikke lige vender det engang.«

Bjørn Ask Hansen, 50 års jubilar

»Min fysiske og mentale form er altafgørende for mig. Derfor betyder træningen tre gange om ugen og Eremitageløbet meget for mig.«

Morten Spiegelhauer, journalist, Operation X

»Det var som 13-årig i Eremitageløbet, at jeg fandt ud af, at jeg kunne løbe langt. At det var på langdistancen, min fremtid lå. Eremitageløbet var en øjenåbner.«

Henrik Jørgensen, firdobbelt vinder og rekordholder

»Jeg elsker Eremitageløbet mere end noget andet løb og ærgrer mig over, at jeg først blev eremitageløber i 2013.«

Abdi Hakin Ulad, firdobbelt vinder

»Eremitageløbet er ikke et almindeligt løb, og Dyrehaven er ikke en almindelig skov. Begge er unikke. Jeg skulle have været til Ironman-VM på Hawaii, men ville hellere i Dyrehaven. Det er en ære at være med.«

Cecilie Mathorne, E-løbsspeaker

»Jeg glæder mig lige så meget som løberne. Bare det ikke regner. Jeg husker et par gange, hvor det stormede og piskede ned, og jeg kæmpede med paraplyen og tegneblokken i den ene hånd og pennen i den anden. Så er man virkelig på den.«

Claus Seidel, B.T.s tegner i Dyrehaven