FC København leverede en vanvittig præstation i comebacksejren over AGF, siger Rasmus Falk.

- Det var en vanvittig præstation.

Sådan lyder det fra FC København-kreatør Rasmus Falk, som nærmest var tom for ord efter søndagens opgør mod AGF, hvor københavnerne hentede en utrolig 4-3-sejr efter et comeback.

Det var en regulær rutsjebanetur for FCK, som gik fra at være foran 2-0 til at være bagud med 2-3, inden værterne leverede et stort comeback, og det er Falk glad for.

- Det er en lettelse, fordi det var en kamp, hvor sejren både var relativt hjemme og langt væk, så det er flot, at vi fik arbejdet os tilbage.

- Det er en stor mentalitet på holdet og mange gode præstationer, hvor der var nogle spillere, som steppede op.

Glæden var også til at spore hos cheftræner Jacob Neestrup.

- Vi gravede rigtig dybt i de sidste 25 minutter, så det var et flot comeback, vi lavede.

- Jeg er enormt stolt af, at spillerne rejste sig. Det var en kamp mod en meget konkurrencedygtig modstander, men jeg er dybt imponeret over holdet, siger Jacob Neestrup.

Mens det store humør var fundet frem i FCK-lejren, var der intet at smile af hos AGF, hvor en meget skuffet Patrick Mortensen satte ord på nedturen.

- Vi havde chancer til at lukke kampen fuldstændig, så det er det, som gør mest ondt på mig nu. Hvis vi havde scoret til 4-2, var FCK færdige. De så færdige ud, og der var helt stille på stadion.

- Så det gør sgu ondt på mig. Men når man omvendt ikke kender sin besøgelsestid i Parken og lukker fire mål ind, er det også svært at få point, siger AGF-anføreren.

Med sejren står FC København nu noteret for 55 point på førstepladsen i 3F Superligaens, mens AGF er at finde på fjerdepladsen med 47.

Der resterer to kampe af sæsonen.

/ritzau/