»Det har været sådan for underholdningsbrancen længe nu. Der er en underliggende racisme, og man behandler folk, som om det er en menneskezoo.«
Sådan lyder det fra Brooklyn Nets-stjernen Kyrie Irving, som var rasende efter mandagens kamp mellem Boston Celtics og Brooklyn Nets, som fandt sted natten til mandag dansk tid.
Selvom Brooklyn Nets endte med en sejr, så var fokus et andet sted efter kampen.
En fan blev nemlig anholdt efter at have kastet en plastikflaske efter Kyrie Irving, da han var på vej væk fra banen. Et klip, du kan se nedenunder.
»Vi er ikke dyr, og vi er ikke en del af et cirkus. Når man kommer til en kamp som fan, så skal man forstå, at alting ikke handler om dig. Så hav mere respekt for spillet,« fortalte Kyrie Irving yderligere.
Videoen af flaskekastet blev lagt på de sociale medier, hvor den var få centimeter fra at ramme Irving, som scorede 39 point i den fjerde playoffkamp mellem de to hold.
Fansenes adfærd har været et problem for NBA på det seneste, hvor fem tilskuere har fået forbud mod at komme på stadion på ubestemt tid for 'helt uacceptabel' opførsel over for spillere og deres familier i forskellige hændelser i løbet af sidste uge.
Blandt andet blev Russell Westbrook utrolig gal, da han fik hældt et helt bæger popcorn ud over sig. Det vides endnu ikke, hvilken straf flaskekasteren får.


