Da Kobe Bryant, hans datter Gianna samt seks venner og piloten døde i et tragisk helikopter-styrt, skete det som følge af helikopterfirmaets uagtsomhed.
Det mener i hvert fald både Kobe Bryants familie samt nu også Altobelli- og Mauser-familierne, der tilsammen havde fire medlemmer med i dødsulykken.
Og derfor har de to familier ifølge TMZ nu valgt at lægge sag an mod helikopterfirmaet Island Express.
Og det kan blive økonomisk ekstremt dyrt for Island Express, at man ikke tog højde for den ekstreme tåge over Californien, som blandt andet holdt Los Angeles' politihelikoptere på jorden.

For mens Kobe Bryants overlevende enke, Vanessa Bryant, som lagde sag an allerede i slutningen af februar, står til et beløb, der vil kunne gøre helikopterfirmaet bankerot, ønsker også Altobelli- og Mauser-familierne stor økonomisk kompensation.
Altobelli- og Mauser-familierne mener, at Island Express var skyld i deres familiemedlemmers død, da helikopterfirmaet 'uagtsomt og uforsigtigt overtrådte sine forpligtelser'.
Derfor sagsøger familierne nu for skadesomkostningerne samt for de beløb, som deres afdøde familiemedlemmer kunne have tjent i resten af deres liv, hvis de havde overlevet styrtet og var fortsat med at arbejde.
Sådan en affære kan blive meget dyr for Island Express, og ifølge TMZ afviste helikopterfirmaet i februar Vanessa Bryants søgsmål, da man ikke mener, at man var skyld i styrtet.

Styrtet skete i slutningen af januar, hvor helikopter-piloten Ara Zobayan, som også døde i styrtet, lettede fra Los Angeles med Kobe Bryant, datteren Gianna samt familiens venner for at komme til en basketballkamp.
Men der var altså ekstremt tåget den dag i januar, og også for tåget til, at Island Express' helikopter måtte lette.
Styrtet har dog endnu ikke fundet årsagen til styrtet, da helikopteren ikke var udstyret med en såkaldt sort boks.
Men piloten bad kort inden styrtet om hjælp til at flyve lavt, da tågen var tæt. Og det var kort herefter, at helikopteren styrtede ned, og samtlige ni mennesker om bord døde.
