Alt skal gå op i en højere enhed, hvis Team Esbjerg søndag skal spille sig videre i kvindehåndboldens Champions League-turnering.

I den første af to ottendedelsfinaler tabte vestjyderne nemlig med 27-33 på hjemmebane til franske Brest Bretagne.

Dermed skal træner Jesper Jensens tropper være flyvende i returopgøret på udebane, hvis de vil have fingre i en billet til kvartfinalen.

- Det er en svær opgave, og der er en lille chance for at overraske, og det skal vi gå efter, siger Jesper Jensen ifølge klubbens hjemmeside.

I det første opgør havde Esbjerg det svært på trods af hjemmebanefordelen.

- Vi har set meget video igennem, og jo mere jeg ser fra seneste kamp, desto mere må jeg erkende, at Brest udnyttede alle vores fejl.

- Vi spillede en fin kamp, men når vi tog et skridt forkert, lavede de mål. Det var sandsynligvis også deres bedste kamp på denne side af jul. Deres store spillere skulle steppe op, og det gjorde de i søndags, siger Jesper Jensen.

Faktisk mener Jesper Jensen, at franskmændene skal underpræstere, hvis Esbjerg skal finde vej til kvartfinalen.

- Vi skal være uhyre effektive, og så kan der være en mulighed for at gøre en forskel. For kommer vi til at træde forkert, så udnytter Brest det. Så hvis de præsterer på samme høje niveau som i første kamp, så har vi ikke en chance, siger Jesper Jensen.

Esbjerg-træneren er fortsat uden den langtidsskadede profil Estavana Polman, men klubben døjer ikke med yderligere skadesproblemer inden opgøret klokken 14.00.

Det gør man til gengæld hos Odense Håndbold, som søndag skal forsvare den 36-35-sejr, klubben tog i den første ottendedelsfinale mod norske Vipers.

Højrefløj Ayaka Ikehara er definitivt ude, mens landsholdsspillerne Mie Højlund og Althea Reinhardt er tvivlsomme og skal testes inden kampen, siger cheftræner Ulrik Kirkely til Fyens Stiftstidende.

Ikke desto mindre er træneren optimist.

- Vi har et præcist indtryk af Vipers, som et typisk norsk og stærkt hold, der spiller meget disciplineret og bruger fysikken meget både offensivt og defensivt og gør det med stor effektivitet. Men kan vi matche dem godt på fysikken, er vi nået langt, og jeg føler vi er godt forberedt på den kamp, siger han til Fyens Stiftstidende.

Odenses kamp mod det norske mandskab skydes i gang klokken 16.00 søndag eftermiddag.

/ritzau/