Kendisser, sportsstjerner, familiemedlemmer og fans strømmede mandag til Staples Center i Los Angeles for at deltage i mindehøjtideligheden for basketball-legenden Kobe Bryant og hans datter, der begge døde i et helikopterstyrt 26. januar.

Tusinder deltog i seancen, og flere timer i forvejen begyndte store menneskeflokke at stille sig i kø foran Los Angeles Lakers' hjemmebane, hvor Kobe Bryant slog sine folder gennem hele karrieren.

Da højtideligheden begyndte klokken cirka 19.30 dansk tid, blev den indledt med sang af superstjernen Beyonce.

Senere holdt Kobe Bryants kone, Vanessa Bryant, en lang, tårevædet tale.

Vanessa Laine Bryant holder en rørende afskedstale til sin afdøde mand og datter.
Vanessa Laine Bryant holder en rørende afskedstale til sin afdøde mand og datter. Foto: LUCY NICHOLSON
Vis mere

»Gud vidste, de ikke kunne undvære hinanden her på Jorden. Han måtte bringe den hjem for at holde dem sammen,« sagde Vanessa Bryant blandt andet i talen, som hun sluttede med:

»Vi elsker jer begge og savner jer. For evigt og altid. Mor,« hvorefter hun blev hjulpet ned fra podiet af Michael Jordan.

Den 41-årige Kobe Bryant og hans 13-årige datter, Gianna, omkom sammen med syv andre personer i helikopterstyrtet i januar.

De blev begravet 7. februar ved en ceremoni, der blev afviklet i hemmelighed i Pacific View Memorial Park i Californien. Mandag var det så fansenes tur til at sige farvel.

Datoen 24.02.2020 er valgt nøje. Kobe Bryant spillede med trøjenummer 24, hans datter spillede med nummer 2, og Kobe Bryant spillede 20 sæsoner for Los Angeles Lakers.

Bryant dedikerede hele sin karriere til Los Angeles Lakers og var byens mest populære sportsskikkelse, også efter han indstillede karrieren i 2016.

Storbyen har siden været i sorg, og en række offentlige mindesmærker er blevet til, efter hans bortgang. Dagligt har store grupper af fans været samlet foran Staples Center for at være sammen i sorgen.

/ritzau/NTB