Emma Aastrand, som er mest kendt i sportens verden for sine bedrifter som kajakroer, har valgt at droppe drømmen om at deltage ved OL i disciplinen spydkast.

Det fandt 30-årige Aastrand ud af i forbindelse med en tilmelding til Robinson Ekspeditionen.

- Jeg har faktisk lagt spydkast på hylden. Jeg kunne mærke, inden jeg tog afsted, at jeg var i en overvejelsesfase omkring, hvad jeg gerne vil med mit liv.

- Jeg fandt så ud af, da jeg kom hjem fra Robinson, at jeg enormt gerne vil være et almindeligt menneske, siger Aastrand til Alt for Damerne.

- Jeg kan rigtig godt lide at tage på festivaler, drikke øl i eftermiddagssolen og bare være Emma, siger hun.

Ved OL i 2024 vandt hun en bronzemedalje i enerkajak. Det var hendes fjerde olympiske medalje. Senere samme år valgte hun at stoppe kajakkarrieren for i stedet at satse på spydkast.

Målet var at blive så god til at kaste med spyd, at hun kunne komme med ved legene i 2028 i Los Angeles, men den plan er nu droppet.

I stedet har hun fokus på at træne op til at deltage i Ironman i København næste år. Ikke for at vinde, men bare for at være med, fortæller hun i interviewet.