Han er mest af alt kendt for tv-programmet ‘Kurs mod fjerne kyster’.

Men selvom Emil Midé Erichsen er vant til at være foran tv-skærmen, så er det helt nyt for ham at skulle være tv-vært, når han fredag morgen byder velkommen på TV 2 Sport.

Her skal han sammen med to eksperter dække sejlsportens svar på Formel 1 - SailGP, når de første kapsejladser i den nye sæson sættes i gang i den australske by Sydney.

»Det er jo helt nyt for mig. Jeg har ikke været anker på en produktion på den måde, så at skulle stå med det selv nu, bliver en kanon sjov udfordring,« siger han til B.T.

Emil Midé Erichsen var med som ekspert, da han sammen med sin far, Mikkel Beha Erichsen, dækkede sejlsport under OL i Rio i 2016 for TV 2. v
Emil Midé Erichsen var med som ekspert, da han sammen med sin far, Mikkel Beha Erichsen, dækkede sejlsport under OL i Rio i 2016 for TV 2. v Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

TIlbage i 2016 var Emil Erichsen også en del af en tv-produktion, da han sammen med sin far, Mikkel Beha, dækkede sejlads under OL i Rio. Men dengang indtog han rollen som ekspert og derfor er det heller ikke helt uden nerver, at han går ind til weekendens begivenhed.

»Der er da mange ting, jeg går og tænker over nu: ‘Nå ja, så er det mig, der skal byde velkommen, og hvordan gør man egentlig lige det?’Der bliver stillet mange sjove spørgsmål inde i mit hoved i de her dage,« fortæller Emil Erichsen, der dog alligevel virker mere end rolig over sin nye rolle.

Men selvom der går en del tanker igennem hovedet på Emil Erichsen, så har han ikke tænkt sig at agere på en særlig måde som tv-vært, når Danmark med omkring 100 kilometer i timen skal dyste mod nationer som Australien, Japan og Storbritannien i weekenden.

»Jeg har ikke planer om at finde mig selv som vært. Jeg synes jo, at de fedeste værter er dem, der er sig selv og ikke påtager sig selv en eller anden rolle. Og når TV 2 har spurgt, om jeg vil lave det, så er det, fordi de synes, at min person passer ind i det her format.«

Emil Midé Erichsen er vant til at sejle i familiens skib Havana og er da også selv stor fan af sejlsport. Fredag og lørdag skal han så agere tv-vært, når SailGP i Sydney finder sted.
Emil Midé Erichsen er vant til at sejle i familiens skib Havana og er da også selv stor fan af sejlsport. Fredag og lørdag skal han så agere tv-vært, når SailGP i Sydney finder sted. Foto: Emil Hougaard
Vis mere

»Jeg vil bringe mig selv ind i det og stå på mål for det, men jeg vil ikke prøve at opfinde mig selv som tv-vært, men i stedet være, som jeg nu er og så håbe på, at det også kan fungere i en værtsrolle.«

Det uundgåelige spørgsmål er derfor også, om Emil Erichsen med sin nye rolle har planer om at gå i sin fars fodspor og selv blive tv-vært. Men det er slet ikke noget, han gør sig tanker omkring.

»Jeg sagde ikke ja til det her, for at jeg nu skal begynde at være vært og gøre mig en eller anden glorværdig karriere på det, men fordi jeg synes, at opgaven i at prøve at få bredt sejlsport ud til så mange som muligt i Danmark er helt vildt sjov,« siger han og fortsætter:

»Men det er på ingen måde første skridt i en langvarig karriereplan som tv-vært. Der er jeg meget fra dag til dag.«

Foto: Sam Greenfield/SailGP
Vis mere

Når Emil Erichsen snakker om SailGP og sejlsport i det hele taget skinner det tydeligt igennem, at han er på hjemmebane.

Han ser derfor også meget frem til at skulle dække Sail GP, der er den mest højteknologiske kapsejlads i verden lige nu og har den højeste pengepræmie til vinderholdet - én million dollars.

»Det var nemt for mig at sige ja, fordi jeg havde jo sat uret alligevel og var stået tidligt op for at se det. Og så kunne jeg jo lige så godt sidde og snakke lidt ind i en mikrofon, mens jeg så det. På den måde var det jo nemt. Jeg glæder mig helt vildt.«

Danmark er med, når i alt syv både skal dyste i nogle af de største byer i verden i, hvad der kaldes ‘sejlsportens Formel 1’. Sæsonens første grandprix finder sted 28.-29. februar i Sydney.