Med fire måneder til starten på OL er tiden endnu ikke til drastiske beslutninger, mener IOC.

Den Internationale Olympiske Komité (IOC) holder fast i, at OL i Tokyo skal afholdes til sommer.

Det meddeler IOC tirsdag på sin hjemmeside.

Udmeldingen kommer, kort efter at Det Europæiske Forbund (Uefa) har udskudt afholdes af EM fra 2020 til 2021 som følge af spredningen af coronavirus i Europa.

IOC oplyser, at der fortsat er fire måneder til, at OL i Tokyo går i gang, og at der på nuværende tidspunkt ikke er grund til at træffe drastiske beslutninger.

OL skal efter planen gå i gang i Japans hovedstad 24. juli med afslutningsceremoni 9. august.

Alle spekulationer omkring afholdelsen af OL vil give bagslag, skriver IOC.

Tidligere på tirsdagen kom det frem, at næstformanden for Japans Olympiske Komité, Kozo Tashima, er blevet smittet med coronavirus.

/ritzau/