Når der er uro på privatfronten, betyder det også ofte dårlige præstationer på banen for professionelle sportsfolk. Den situation er ingen undtagelse for spilleren José Reyes fra Major League Baseball-klubben New York Mets.

Men José Reyes må siges selv at være ude om kritikken, der i øjeblikket rammer spilleren fra Den Dominikanske Republik. Sideløbende med sit forhold til sin kone har José Reyes nemlig haft en affære med en anden kvinde. De to har endda et barn på syv år.

I et interview med nydailynews.com fortæller kvinden, han havde en affære med, ekskæresten Christina Sanchez, at José Reyes i øjeblikket er ramt af dårlig samvittighed over hende og deres datter Liyah, som baseball-stjernen ifølge hende ikke har været der for.

Men ikke nok med det, så er der selvfølgelig også økonomi involveret. Christina Sanchez har sagsøgt Mets-spilleren for et 'betydeligt' beløb i børnebidrag og kalder sig selv og datteren for José Reyes' 'familie på vejen', fordi han samtidig med dem også har en officiel familie med sin kone Katherine Ramirez, som han blev gift med i 2008. De to har tre børn sammen.

New York Mets' José Reyes har levet et dobbeltliv med to familier.
New York Mets' José Reyes har levet et dobbeltliv med to familier. Foto: Mike Ehrmann
Vis mere

»Vi gik på restauranter, kom til kampene og var ude og shoppe. Det var det liv, vi levede. Det var et dobbeltliv, men jeg ønskede, at han var en far til vores barn,« siger elskerinden Christina Sanchez til Daily News.

Hun forklarer sit forhold til José Reyes med, at hun intet anede om, at han så en anden kvinde, før hun læste om deres brullyp i medierne. Samtidig fortæller Christina Sanchez, at hun ikke ved, om José Reyes' kone har kendt til hendes affære med manden.

Affæren mellem José Reyes og Christina Sanchez sluttede i 2015, og siden har baseballspilleren ikke set sin datter.

»Jeg vidste, at fra det øjeblik, jeg holdt op med at have sex med José, stoppede han med at se vores datter. Jeg vidste det. Jeg havde ikke lyst til at være hans elskerinde resten af mit liv. Det kunne jeg ikke,« forklarer Christina Sanchez.

Hun går efter at få cirka 287.000 kroner i børnebidrag om måneden, fordi hun mener, at hendes sangkarriere gik i stå på grund af forholdet til José Reyes.

José Reyes har på det sidste mistet sin startplads i Mets grundet sin formnedgang.