Det kan være svært at koncentrere sig om det væsentlige, når man pludselig får øje på noget, der er mere interessant.

Det var i hvert fald det, der skete for NBA-legenden Charles Barkley, da han var i studiet og skulle dele ud af sin ekspertviden i forbindelse med kampen mellem Golden State Warriors og Cleveland Cavaliers.

Pludselig gik det galt for Sir Charles, som han også var kendt tilbage i 90erne, hvor han var en af NBAs største profiler. Midt under TNTs Inside the NBA-program fik han øje på noget, der ikke havde noget at gøre med spillet inde på banen.

»Kan vi lige gå tilbage til der, hvor Draymond sidder på bænken og taler med Zaza Pachulia,« insisterede Barkley.

Barkleys ekspert-kollega Kenny Smith havde set det samme som Barkley:

»Åh, jeg ved godt, hvorfor du vil se det igen. Lad os gå tilbage, jeg vil også se det. Jeg vil også se det.«

Klippet afslørede en ung kvinde, som var mere optaget af sin mobiltelefon end af kampen, klædt i en top, der ikke overlod meget til fantasien

»Du kan se, at hun er på telefonen. Nogen burde ringe til hende og fortælle hende, at hun skal tage resten af sin trøje på. Hør nu her, du kan ikke komme til kampen og distrahere spillerne på den måde, når du sidder lige ved siden af udskiftningsbænken. Tag resten af trøjen på,« bjæffede Barkley.

Værten Ernie Johnson forsøgte at få samtalen tilbage på sporet med en snak om, hvor ofte Warriors har vundet i de sidste tre sæsoner, når de har holdt modstanderne fra at score under 100 point. Men den bed Barkley ikke på.

»Jeg har vigtigere ting i mit liv, menneske. Jeg har ikke tid til at se en dum statistik,« fortsatte 90er-stjernen, der i øvrigt ser ud til at have haft en god appetit og begejstring for bordets glæder efter karrieren.