Danske Astralis er tilbage som verdens bedste hold i eSporten Counter Strike: Global Offensive.

Det fremgår af den nye verdensrangliste på hltv.org, der er den mest anerkendte verdensranglisten inden for CS:GO.

Pladsen som verdens bedste hold er kommet i hus, efter de danske Astralis-drenge tog sejren i den store turnering DreamHack Marseille, hvor Astralis vandt finalen i en sikker 2-0-sejr over NaVi.

»Det var virkelig fedt at løfte pokalen i Marseille. Det er mere end et år siden sidst, og selvom vi har lavet mange gode resultater, er det trofæerne, man spiller for og dem man husker,« lyder det fra Astralis' in-game leader Lukas 'gla1ve' Rossander til BT.

Det er mere end 10 måneder siden, at Astralis senest var nummer et på verdensranglisten. Den 5. juni 2017 for at være helt præcis. Og gennem en del måneder har spillet været meget svingende for Danmarks bedste CS:GO-hold, der samtidigt også måtte sig farvel til spilleren Markus 'Kjaerbye' Kjærbye.

I februar kom Emil 'Magisk' Reif ind på holdet, og i starten af marts var Astralis på ottendepladsen på verdensranglisten - det dårligste siden de senest lå nummer et.

»Da vi fik Magisk ind på holdet, satte vi os nogle nye mål, der handlede om præstationer og at selv blive bedre som spillere og som hold. Vi har ikke fokuseret så meget på verdensranglisten, mere på at blive bedre og på at blive dybere som hold. Vi satte os som mål, at vinde turneringer igen, og det er helt vildt, vi allerede er nået dertil,« fortæller Lukas Rossander, der alligevel ikke havde regnet med at være tilbage i toppen så hurtigt:

»Førstepladsen på verdensranglisten kommer, når man vinder, men at vi nu ligger nummer ét er langt hurtigere, end vi havde forestillet os. Det hænger sammen med at andre hold har haft sværere ved at spille nye spillere ind, end vi har, og derfor har konkurrenterne svinget mere i præstationerne. Samtidig har vi bare bygget på og brugt mange, mange timer på at udnytte styrkerne hos de enkelte spillere samtidig med at vi altid sætter holdet højest.«

Astralis består af Emil 'Magisk' Reif, Andreas 'Xyp9x' Højsleth, Peter 'dupreeh' Rasmussen, Nicolai 'dev1ce' Reedtz og Lukas 'gla1ve' Rossander. Holdets næste store turnering er IEM Sydney, der spilles fra 1.-6. maj - og her regner holdets in-game leader med, at der skal bygges på til de kommende turneringer.

»Målet er fortsat at vinde pokaler og turneringer. Det bliver på ingen måde let, for vi bliver jagtet fra alle kanter nu. Men vi går da efter at tage en mere i Sydney fra 1. maj, hvor vi skal igen skal spille mod nogle af de største konkurrenter. Og så vil vi gerne vinde en Major (sportens største turneringer, red.) mere - og BLAST Pro Series i København i november! Vi vil sindssygt gerne vinde foran alle de tusindvis af danske fans,« lyder det fra Lukas 'gla1ve' Rossander.