En 19 sekunder lang video kostede den danske dressurrytter Carina Cassøe Krüth OL-deltagelsen og en bøde på 5.000 kroner.
Nu fortæller hun i en sms til Nordjyske ifølge TV 2, at den også har medført over 100 dødstrusler.
Alle sammen på en formiddag efter videoen blev lækket.
Den omtalte video, som B.T. nu er kommet i besiddelse af, kan du se i afspilleren øverst i artiklen.

I videoen kan man se Carina Cassøe Krüth piske sin hest hårdt to gange.
Den kontroversielle video, der er 2,5 år gammel, dukkede op kort før OL i Paris, hvor Carina Cassøe Krüth var udtaget som reserve for dressurlandsholdet.
Videoen kostede dog OL-billetten.
B.T. har forsøgt at kontakte Carina Cassøe Krüth uden held.
I et interview med B.T. uddyber formand i Dansk Ride Forbund, Dan Boyter, hvordan episoden også resulterede i en bøde på 5.000 kroner.