Han var med til at grundlægge wrestling-organisationen WWE, men nu er det slut.

Vince McMahon trækker sig fra rollen som bestyrelsesformand for TKO Group, der står bag WWE.

Det skriver flere amerikanske medier herunder New York Post ifølge Dagbladet.

McMahon trækker sig på grund af et søgsmål fra en tidligere ansat, Janet Grant, som hævder at være blevet udsat for sexhandel, misbrug og seksuelle overgreb.

Wrestling-legenden benægter anklagerne, men han trækker sig alligevel fra sin position.

»Jeg står ved min tidligere udtalelse om, at fru Grants sagsanlæg er fyldt med løgne, uanstændige opdigtede tilfælde, der aldrig har fundet sted, og er en hævngerrig fordrejning af sandheden,« sagde McMahon fredag ifølge Deadline.

»Jeg har tænkt mig at gøre alt, hvad jeg kan for at forsvare mig mod disse grundløse beskyldninger og ser frem til at rense mit navn.«

»Men af respekt for WWE-universet, den ekstraordinære TKO-forretning og dens bestyrelsesmedlemmer og aktionærer, partnere og vælgere, og alle de medarbejdere og superstjerner, der hjalp med at gøre WWE til det globale brand, det er i dag, har jeg besluttet at træde tilbage fra min bestyrelsesformandspost og TKOs bestyrelse med øjeblikkelig virkning.«

Grants sagsanlæg kommer efter, at The Wall Street Journal i 2023 rapporterede, at WWE var ved at undersøge en påstået betaling på tre millioner dollar fra McMahon til en kvindelig medarbejder efter en affære med samtykke.

McMahon havde oprindeligt trukket sig fra WWE i 2022, men han kom tilbage i 2023 for at hjælpe med sammenlægningen af WWE og UFC for at danne TKO.