Danmarks Motor Union (DMU) bekræfter nu, at den assisterende speedway-landstræner er fritstillet.
»Et resultat af den nye struktur er, at DMU har set sig nødsaget til at afskedige assisterende landstræner Henrik Møller med fratrædelse ved årets udgang,« skriver DMU på sin hjemmeside.
»DMU har valgt at fritstille Henrik Møller i opsigelsesperioden og Henrik Møller har således haft sidste arbejdsdag for Unionen.«
B.T. kunne i sidste uge afsløre, at den assisterende landstræner i speedway, Henrik Møller, havde brugt sit netværk i sporten til at få tjenester, som han dernæst var meget træg med at betale.
Speedwaysporten har nemlig misset sponsorerne PLR Transport APS og Hans Sørensen Transport, fordi de ikke vil smide penge i en sport, hvor den assisterende landstræner først betalte, når pressen blev involveret i sagen.
Sammen med en tredje sponsor, PS Porte – Anders Jepsen, gik de ud med en fælles udtalelse:
»Vi som forretningsdrivende synes, at det er forkasteligt, at Henrik Møller i disse sager bruger og udnytter de sponsornetværk, som er i de forskellige speedwayklubber, og derefter vinder gevinst på dette.«
B.T har set dokumentation for regninger og rykkere fra to sponsorer, som er stilet til Henrik Møller. Detaljerne i den omfattende sag kan du læse meget mere om HER.
En dansk speedwayklub ville også have Henrik Møller fyret, fordi han gennem lang tid ikke har betalt firmaer omkring klubben for en række ydelser.
Det er anklager, som den nu forhenværende assisterende landstræner afviser blankt.
B.T. har af flere omgange forsøgt at få kontakt til Henrik Møller, men han er ikke vendt tilbage på henvendelserne.