Det er en speaker, der ved, hvad han taler om, når han i dag går til mikrofonen i Dyrehaven.

Som denne signatur har skrevet om Henrik Them, er han ”den bedste E-løber, der aldrig vandt”.

Tre gange er han blevet nr. 2. I 2006 løb han på 40.08, men blev slået med fem sekunder af Dennis Jensen, som vandt sin sjette sejr. I 2008 og 2009 var det stærke kenyanere, han så ryggen af på den sidste bakke.

»Det er fantastisk læsning, når man studerer listen over vinderne af Eremitageløbet. Kun de bedste danske løbere har vundet,« siger Henrik Them.

»Jeg har været dansk mester på 5.000 meter, 10.000 meter, halvmaraton og maraton, men havde gerne byttet et par danske mesterskaber med en sejr i Eremitageløbet. Mine følelser for løbet forsvinder aldrig. For mig vil Eremitageløbet altid være stort og fylde mig med respekt.«

Henrik Them startede som eremitageløber som 11-årig og løb med, fordi hans far skulle deltage. E-løbet motiverede ham til at løbe og tændte hans løbeglæde.

B.T. stiller Henrik Them et nærliggende spørgsmål: Hvem vinder det 52. Eremitageløb?

»Hos mændene bliver det et opgør mellem to formstærke Aarhus-løbere, forhindringsspecialisten Jakob Dybdal og etiopiskfødte Omar Hassan Omar, som var 13 sekunder hurtigere end Abdi Ulad i Copenhagen Halfmarathon, men ikke kunne blive dansk mester, fordi han ikke er dansk statsborger,« siger Henrik Them.

Den tidligere topløber Henrik Them skal speake det 52. Eremitageløb – og glæder sig til den store motionsfest i nationalskoven.
Den tidligere topløber Henrik Them skal speake det 52. Eremitageløb – og glæder sig til den store motionsfest i nationalskoven. Foto: Torkil Adsersen
Vis mere

»Det kuperede terræn ligger godt til dem begge, og jeg føler mig overbevist om, at de kommer under 40 minutter. De er topmotiverede, aggressive og sat op til at løbe stærkt. Det bliver en interessant duel. I mine øjne peger pilen i Omar Hassans retning. Det har været en meget lang og hård sæson for Jakob Dybdal, som også kæmpede for at komme med til OL.«

Henrik Them har Sylvia Kiberenge som klar favorit hos kvinderne. Og vinder hun, bliver det hendes femte sejr og den fjerde i træk.

»Det mest spændende består nok i, hvem der kommer lige efter Sylvia. Det bliver interessant at se, om 17-årige Astrid My Rønde Kristensen (hurtigste danske kvinde i Copenhagen Halfmarathon med 1.14.45, red.) kan presse hende. Hun er eksponent for fremtidens kvindelige danske løbere på langdistancen og ikke en, man skal undervurdere.«

Henrik Them assisteres i speakerrollen af den humørfyldte triathlonpige Cecilie Mathorne, som flere gange har deltaget i VM på Hawaii.

De mange tusinde løbere og tilskuere bydes velkommen i nationalskoven af den mangeårige skovfoged og skytte Torben Christensen og hans efterfølger Jacob Skriver.

Det 52. Eremitageløb skydes i gang på slaget elleve af den tidligere verdensstjerne på 800 meter, Wilson Kipketer. Men inden da skal vi også hilse på kvartetten, der aldrig har svigtet E-løbet og skal være med for 52. gang: Bjørn Ask Hansen, Kølkær, Flemming Aureld, København Ø, Bent Høyer-Hansen, Gentofte, og Henrik Marqvertsen, Holbæk.

B.T.s sølvfade til vinderne og de kontante præmier til de tre bedste, henholdsvis 7.000 kr., 4.000 kr. og 2.000 kr., overrækkes i målområdet kl. 12.45.

Traditionen tro kårer B.T. 'Årets Eremitageløber'. To løbere, der lever op til E-løbets grundidé: Motion for sundhed og velvære. Har du et emne, så tøv ikke. Mail til journalist Peter Fredberg, fred@webspeed.dk