Ser man bort fra pointkongen LeBron James, er Kevin Durant den aktive spiller med flest scorede point i NBA's historie.

Natten til lørdag dansk tid tog han endnu et skridt op ad basketballsportens måske mest prestigefyldte liste.

Det skete med 30 point for Houston Rockets i nederlaget på 105-111 til Portland Trail Blazers.

I tredje quarter overhalede den 37-årige amerikaner legenden Wilt Chamberlain, som fra 1959 til 1973 blev noteret for 31.419 point.

Durant står nu noteret for 31.422 point som nummer syv på alle tiders pointliste. Og også sjettepladsen er inden for rækkevidde for Durant.

Han mangler blot 138 point for at tangere Dirk Nowitzki, som tilbragte hele sin NBA-karriere i Dallas Mavericks, før han trak sig tilbage i 2019.

Meget skal også gå galt for Kevin Durant, hvis han ikke i løbet af denne sæson eller næste overhaler Michael Jordan, som scorede 32.292 point i løbet af sin glorværdige karriere, der også kastede seks NBA-mesterskaber af sig.

Rekordlisten tæller vel at mærke kun grundspillet i verdens stærkeste basketball-liga.

Indregner man også slutspillet, hvilket ikke er kutyme i USA, er Durant allerede på sjettepladsen. LeBron James fører i begge henseender.

Durant skiftede før denne sæson til Houston Rockets efter lidt over to år i Phoenix Suns.

Tidligere i karrieren repræsenterede han Seattle SuperSonics, som senere blev til Oklahoma City Thunder, før han uden nævneværdig succes tog til Brooklyn Nets.

Hans kontrakt med Houston løber frem til udgangen af sæsonen 2027/28.

/ritzau/