Danmarks kvindelige curlinglandshold snuppede tidligt onsdag aften dansk tid den tredje sejr ved VM i Calgary i Canada.
Efter en fantomstart grundlagde curlingkvinderne tidligt en sikker sejr på 9-3 over Norge.
Den kom i hus efter seks ender, da Norge gav op med fire ender tilbage.
4-0 efter de to første ender blev løftet videre til 9-2 halvvejs efter fem ender, og så var bjerget umuligt at bestige for nordmændene trods et point i sjette ende.
Det var Danmarks syvende kamp ved VM, og der resterer fem opgør i det indledende gruppespil.
Med tre sejre efter syv kampe er Danmark på en delt syvendeplads i det samlede regnskab. De øverste seks nationer går videre til medaljeslutspillet.
Til VM spilles der efter det vanlige curlingformat, hvor alle 13 deltagerlande møder hinanden i en stor gruppe, inden de bedste nationer går videre.
Forventningerne har ellers været lave op til turneringen, da halvdelen af holdet, der deltog ved vinter-OL tidligere på året, ikke er med.
Jasmin Holtermann stoppede karrieren kort efter legene i Milano og Cortina, og Denise Dupont er ude med en knæskade.
Det fik før turneringen skipper Madeleine Dupont til at udtale, at alle danske sejre ved VM kan betragtes som en bonus.
En sådan kom altså allerede i første kamp mod Australien.
Derudover har curlingkvinderne slået Kina og nu Norge, mens man er løbet ind i nederlag til Sverige, Canada, Skotland og Schweiz. Sent onsdag aften dansk tid venter Tyrkiet.
/ritzau/
