De to norske skiskytter Tiril Echoff og Ingrid Landmark Tandevold fik sig en slem overraskelse, da de tidligere på ugen kom tilbage til deres hotelværelse efter at have været til landsholdssamling. Det skriver Dagbladet.

»Jeg var var grædefærdig,« siger Ingrid Tandrevold.

De to landsholdskollegaer havde sammen forladt deres værelse for at deltage i et møde med landstræneren. Mødet var i det tilstødende hotelværelse, så de to valgte ikke at låse døren til deres eget værelse.

Men da mødet var færdigt, og de ville tilbage til deres værelse, var døren låst. Det kunne ingen af dem få til at give mening – hvorfor de gik til hotellets reception, der hjalp dem ind på værelset. Her gik det hurtigt op for dem, at noget var galt.

»To Macbooks var væk. Min pung var også. Vi troede ikke rigtigt på det og tænkte, at det kunne ikke være sket,« siger Ingrid Tandrevold.

Ud over computerne og pungen var også de to kvinders træningsudstyr og toilettasker forsvundet. Derfor blev politiet tilkaldt.

Da politiet ankom, fandt de hurtigt ud af, at en mand luskede rundt på hotelgangen.

»Det værste var, at jeg troede, mine personlige billeder og minder var tabt. Der blev jeg rigtigt ked af det,« siger Tandrevold.

Det var først, da politiet pågreb manden, at de to skiskytter fandt ud af, at han også havde stjålet headsets og en masse anden elektronik.

Selvom politiet hurtigt fik opklaret sagen, er det en oplevelse, der har sat sig dybt i de to kvinder. Begge sov næsten ikke den følgende nat og kalder oplevelsen 'surrealistisk'. Det er nemlig langtfra første gang, at de i forbindelse med deres sport overnatter på hoteller og efterlader døren ulåst.

Ingrid Tandrevold har vundet juniorverdensmesterskabet to år i træk, mens Tiril Eckhoff har vundet OL-guld, OL-sølv og to verdensmesterskaber.