Han kommer aldrig til at gøre det igen.

Sådan er det bare.

For Morten Hausborg var det nemlig en forfærdelig oplevelse, da han for år tilbage pludselig blev sat til at kommentere sport på tv.

»Jeg var håbløs. Total nedtur,« lyder det fra den kendte DR-radiovært om tv-oplevelsen i et interview med B.T.

Den del vender vi dog tilbage til lidt senere.

For i mere end 30 år har hans velkendte stemme guidet danskerne gennem utallige sportsbegivenheder verden over. Men vejen til at blive en DR-profil har været lang.

Radioværten har været ansat i DR i mere end 30 år.
Radioværten har været ansat i DR i mere end 30 år. FOTO: Privat

Og det lå faktisk på ingen i kortene, at Morten Hausborg skulle ende med at få én af landets mest berømte stemmer.

Han drømte nemlig ikke om det. Det skete ligesom bare, lyder det.

»Jeg er af den overbevisning, at man ikke kan lave en forkromet plan over sit liv, fordi det tit er tilfældigheder, der afgør, hvor man ender henne.« 

»Inden jeg overhovedet blev journalist, læste jeg både jura og fysioterapi. Jeg var også to år i forsvaret. Og jeg arbejdede endda på fabrikker samt gjorde rent. Jeg kom jo først ind på Journalisthøjskolen i 1988 som 27-årig,« fortæller DR-kommentatoren.

Egentligt var det planen, han skulle have været svømmer.

Han var i hvert så god til det, at han kom ind på University of Georgia i USA, da han var ung.

Men jobs på henholdsvis Randers Lokalradio og Randers Amtsavis endte pludselig med at sende ham i armene på journalistikken.

Og der gik ikke lang tid, før han fik en fod indenfor hos DR – og senere sportens verden.

Morten Hausborg under OL i Rio de Janeiro.
Morten Hausborg under OL i Rio de Janeiro. FOTO: Privat

»Jeg søgte et job på DR's lokalredaktion i Vejle, og det fik jeg.«

»Dér havde jeg så en chef, der var interesseret i, at jeg fik en rolle på den landsdækkende del af radioen for sportsdelen. Og så er vi igen ude i fucking tilfældigheder. For hvis ikke min chef havde tænkt dét, så havde jeg aldrig kommenteret fodbold, håndbold og så videre,« forklarer han videre.

Det har egentlig aldrig været vigtigt for ham, at det lige netop skulle handle om sport.

For ham er det historien, der er det allervigtigste, når han sætter sig bag mikrofonen:

»Jeg er meget bredt funderet. Det, der interesserer mig i jobbet, er ikke sportsdelen. Det er formidlingen og historiefortællingen. Det er samarbejdet med mine kolleger.«

»Om det Superliga, landshold eller volleyball. Det er fuldstændig ligegyldigt for mig. Det handler om, at vi får fortalt det hele på en god måde. Og om vi skaber en god stemning.«

Alt det, føler han, at han kan være med til, når han er live igennem i radioen. Præcis som han har været i mere end 30 år.

Det er dog altafgørende, at det foregår i radiouniverset. Tv-delen gider han nemlig ikke.

DR-profilen sammen med Kenneth Møller Pedersen under VM i fodbold i 2018.
DR-profilen sammen med Kenneth Møller Pedersen under VM i fodbold i 2018. FOTO: Privat

Og med ét er vi så tilbage ved den forfærdelige oplevelse, han måtte igennem for år tilbage, da han skulle prøves af som tv-kommentator.

»Jeg er verdens ringeste tv-kommentator. Jeg aner ikke, hvad jeg skal sige. Folk kan jo selv se det, der sker. I radioen er man lytternes øjne. Der tager man nogle valg selv. Hvad er det, man ser på lytternes vegne?«

»Jeg prøvede tv-delen et par gange, men det blev droppet igen, for hold nu op, jeg var ringe. Det kunne jeg selv mærke. Det var håbløst. Det kom der ikke noget godt ud af,« erkender Morten Hausborg.

I stedet har han dedikeret hele sit arbejdsliv til radioverdenen.

Et valg, han aldrig har fortrudt:

»I radioen er man så selvstændigt kørende. Og jeg er også individualist, så jeg kan bedst lide at klare tingene selv. Opstår der problemer med udstyret, så skal man selv løse det. Man er ansvarlig for så mange ting, og det er fedt.«

»Det er jo blevet mit drømmejob. Der er ikke noget, jeg hellere vil lave.«

Netop derfor har han heller ingen planer om at stoppe med det lige foreløbig.

Også selv om alderen har rundet 63 år.

Han skal nemlig sparkes ud af DR-studiet, før han går på pension.

»DR er mit andet hjem. Hvis jeg skulle på pension nu, så ville jeg ikke ane, hvad jeg skulle give mig til. Også selv om jeg er rigtig god til ikke at kede mig,« afslutter han.