Therese Johaug står til en doping-karantæne på 14 måneder, hvis Antidoping Norge får deres vilje. Så vil den norske langrendsdronning først være tilbage i konkurrence igen kort før jul næste år.

Men en eventuel doping-karantæne kan vise sig at være en fordel for den norske kvinde.

Johan Kaggestad var træner for langdistanceløberne Grete Waitz og Ingrid Kristiansen, som tilhørte den absolutte verdenselite i 70erne og 80erne, og han ser potentialet i et lang pause fra konkurrencerne.

»Therese kan komme tilbage stærkere end nogensinde. Nu har hun en gylden mulighed for at lægge en rigtig god træningsperiode ind. Det er ikke et længere afbræk, end hvad Marit Bjørgen og andre har haft, så jeg er overbevist om, at hun kommer stærkt tilbage, hvis hun vil,« siger Johan Kaggestad til Dagbladet.

»Det virker som om, motivationen er god. Uden konkurrencer får hun super-kompensation træningsmæssigt og et mentalt overskud. Motivationen til at konkurrere vil nå et voldsomt niveau. Det vil gøre hende stærkere end nogensinde,« siger Kaggestad, der fungerer som ekspert på norsk TV2.

»Konkurrencer gør, at man bliver brudt mere ned, end man bliver bygget op. Mange kan have nytte af længere træningsperioder og færre konkurrencer. Det kan slå positivt ud for Johaug med henblik på OL 2018. Jeg håber det.«

Johaugs manager Jørn Ernst er dog langt fra enig.

»Det kan være problematisk, at hun mister løb i starten af sæsonen, og det vil gå ud over forberedelserne til OL. Det er ingen ideel opladning til OL-sæsonen,« konstaterer han.

Terese Johaug afventer fortsat dommen, efter hun tidligere i år er testet positiv for det forbudte stof clostebol, som hun har fået ind i kroppen ved bruge af en creme på læben.