»Der skal meget til at ryste mig – men det er jeg blevet.«
Flemming Østergaard – også kendt som Don Ø – ved nærmest ikke, hvor han skal starte, da snakken falder på Donald Trump.
For USA's præsident har på blot 100 dage formået at sende Vesten i opbrud samt skabe splittelse i flere amerikanske familier med nogle af sine vilde beslutninger og voldsomme retorik.
Det er i hvert fald ofte den melding, som den tidligere FC København-boss får fra sin søn, der bor i den amerikanske stat Maine.

For her har Donald Trumps udmeldinger flere gange ramt dem som et chok.
»Min familie er rystede og chokerede derovre – ligesom mange andre amerikanske familier. Familier, der tidligere bestod af både demokrater og republikanere, kunne førhen få det til at fungere. I dag er mange familier og venskaber splittet på grund af det her,« fortæller Flemming Østergaard i et interview med B.T.
Ifølge den tidligere Parken Sport & Entertainment-direktør er det især de mange forskellige meldinger, som den amerikanske præsident er kommet med, der har rystet folk i USA.
»Det fylder meget i min familie derovre. En mand er kommet til magten, som man slet ikke havde forestillet sig, og det er svært at håndtere de mange politiske budskaber, han kommer med,« lyder det videre.

Don Ø understreger dog flere gange, at det langtfra er alt, som Donald Trump kommer med, der er skidt for verdenen.
Han peger dog på én ting, som spænder ben for præsidenten.
»Der er faktisk meget af det, som Trump siger, der er ret fornuftigt. Men måden, han udtrykker det på – med en retorik, man aldrig har oplevet før – gør det svært at tage alvorligt,« forklarer Flemming Østergaard, inden han fortsætter:
»Han får rusket op i nogle ting. Han har jo ret i nogle af sine pointer om Europa og det, vi har taget for givet. Men den måde, han formidler det på, er retorisk rystende.«

For havde Donald Trump formået at skrue ned for sin retorik – og besidde lidt mere situationsfornemmelse – i nogle af de historiske møder, han har deltaget i de seneste måneder, så havde præsidenten haft en gylden mulighed for at opbygge en masse popularitet.
Det mener Flemming Østergaard i hvert fald:
»Efter min mening kunne han være blevet en meget populær præsident, hvis han havde haft en forståelse for diplomati og forhandlingskunst. Den måde, han gør tingene på, er for mig usympatisk og uacceptabel.«
Derfor kræver det dog nok lidt af en selvransagelse hos Donald Trump, hvis det skal ske.
Og så også et helt andet sprogbrug
»Den måde, han sviner folk til på… og så er han så selvglad, at man næsten får kvalme.«
»Det er virkelig trist,« afslutter Flemming Østergaard.

