Onsdag blev den tidligere OL-læge, Larry Nassar, idømt op mod 175 års fængsel for adskillige overgreb på amerikanske gymnaster. Dommeren Rosemarie Aquilina er siden blevet hyldet som helt for sin rolle i sagen.
»Jeg har netop underskrevet din dødsdom.«
Ordene kom fra Rosemarie Aquilina, inden hun lod dommen på op til 175 års fængsel falde til den 54-årige tidligere OL-læge Larry Nassar. Rosemarie Aquilina har de seneste mange uger givet en stemme til de mere end 150 kvinder, der i årevis har været ofre for OL-lægens sexovergreb, mens hun lyttede empatisk til deres gribende historier og pointerede deres mod.
»I er ikke længere ofre. I er overlevende,« sagde hun kort før dommen blev afsagt til Larry Nassar.
Til tider har hun ifølge flere amerikanske medier i højere grad fungeret som terapeut end som egentlig dommer på sagen, og det har fået kvinder over hele USA til at hylde hende som både ikon og helt.
'Til dommer Aquilina: Tak, du er min helt,' skrev den verdensberømte gymnast Simone Biles umiddelbart efter, at dommen var blevet afsagt. Hun er en af de kvinder, der kan berette om Larry Nassars overgreb.
Undervejs i retssagen har Rosemarie Aquilina blandt andet givet adskillige af de kvinder, der har været udsat for overgreb, tid til at fortælle deres historie for juryen og de overværende, ligesom hun på intet tidspunkt har lagt skjul på, at hun ikke havde noget til overs for den nu dømte Larry Nassar.
End ikke da Larry Nassar sendte hende et anmodning om at få lov til ikke at være til stede i retssalen, fordi det gav ham psykisk ubehag, viste hun empati for den den nu tidligere læge.

»At bruge fire eller fem fage på at lytte til dem, er ikke meget set i lyset af de timer af nydelse, du har har haft ved at ødelægge deres liv,« lød svaret ifølge BBC, mens hun i sin tale, inden dommen blev afsagt, også langede hårdt ud efter Larry Nassar.
»Jeg ville ikke sende mine hunde hen til dig. (...) Du fortjener ikke at gå uden for et fængsel nogensinde igen.«
Rosemarie Aquilina medfølelse over for de mange berørte kvinder har medvirket til, at hun har modtaget adskillige interviewhenvendelser. Hun har imidlertid afvist dem alle for at undgå, at retssagen kom til at handle om hende og ikke de mange ofre.
Larry Nassar arbejdede for Michigan State University og det amerikanske gymnastikforbund, der træner landets olympiske gymnaster. Samtidig var han de amerikanske gymnasters læge gennem fire olympiske lege.
I alt har 169 piger og kvinder fortalt, at Nassar har misbrugt dem. Han var allerede idømt 60 års fængsel for besiddelse af børneporno.

