I sidste uge druknede Lazar Dukic i forbindelse med en crossfitkonkurrence i Fort Worth i USA.
Efter det tragiske dødsfald valgte arrangøren at aflyse konkurrencerne på selve dagen. Men konkurrencerne fortsatte resten af weekenden.
Og den del giver den svenske crossfit-atlet Emma Tall ikke meget for. Hun var selv tilmeldt crossfitkonkurrencen, men valgte at trække sig.
»Jeg konkurrerer, fordi jeg nyder det og elsker det. Men der var ingen nydelse i weekenden. Hvordan skulle jeg kunne nyde det efter det, der skete?«
»Jeg kørte på ren frustration og vrede, men kunne næsten ikke holde tårerne tilbage, da jeg gik i gang med anden konkurrence. Da jeg var færdig, følte jeg mig bare tom, og det føltes forkert,« skriver hun i et Instagram-opslag.
Emma Tall fortæller, at hun længe efter ulykken blev ved søen, hvor Lazar Dukic druknede, for at være sammen med hans kæreste, Anja, mens Talls bror, David, hjalp med at lede efter Lazar Dukic.
»At være i chok er noget, jeg aldrig vil glemme. Det vil hjemsøge mig resten af livet. Jeg kan ikke stå inde for den uagtsomhed, der førte til Lazars død. Men jeg kan heller ikke stå inde for, hvordan situationen er blevet håndteret, hensynet til atleterne eller den måde, konkurrencen er forløbet på.«
Hun skriver, at atleterne hurtigt blev tvunget til at træffe en beslutning om, hvorvidt de ville fortsætte konkurrencerne eller ej.
En beslutning, svenskeren kalder »ekstremt svær.« Alligevel er hun sikker på, at hun gjorde det rigtige.
»For mig føles det ikke ærefuldt at konkurrere på den måde. Jeg kan ikke konkurrere med stolthed og glæde, og at vinde betyder intet for mig lige nu. Jeg føler ikke i mit hjerte, at jeg ærer Lazar og hans død ved at være en del af dette års CrossFit Games.«
»Jeg ved endnu ikke, hvordan jeg skal ære ham, men jeg føler, at jeg kan ære Luka (Lazars bror, red.) ved ikke at være en del af det system, der svigtede hans bror. Ved ikke at være en del af den sport, der ikke elskede ham tilbage. Ved at kræve en forandring. Ved ikke at fortsætte, som om intet var hændt.«
Ifølge øjenvidner manglede 28-årige Lazar Dukic omkring 100 meters svømning, da han pludseligt begyndte at forsvinde under havoverfladen.
En person hoppede i vandet for at komme ham til undsætning, men redningsforsøget mislykkedes.
Kort tid efter ankom brandvæsenet og politiet til stedet. En time efter fandt et dykkerhold den druknede mand.
Lazar Dukic har flere gange deltaget i CrossFit Games i USA, hvor han hver gang er sluttet i top-10 for de mandlige deltagere. Han har tre gange vundet den europæiske titel i CrossFit Games.
Hans bror Luka Dukic var også tilmeldt konkurrencen.