De danske stafetherrer sluttede sidst i finalen i World Relays, men blev alligevel noteret for en fjerdeplads.

Det danske stafetlandshold for både mænd og kvinder er klar til sommerens OL, men der er trods alt stadig et stykke op til verdens hurtigste.

Begge danske hold i 4x100 meter sprint sluttede sidst i søndagens finaler ved stafetstævnet World Relays i Polen. Men begge fik efterfølgende opjusteret resultatet efter diskvalifikationer.

Bedst gik det for mændene, der blev noteret for en forbløffende fjerdeplads. Men det imponerende facit skjuler, at to hurtigere nationer - Brasilien og Ghana - blev diskvalificeret, ligesom både Tyskland og Holland udgik undervejs.

Frederik Schou-Nielsen, Kojo Musah, Tazana Kamanga-Dyrbak og Simon Hansen løb i tiden 39,56 sekunder. Det var et halvt sekund langsommere end den danske rekordtid, som kvartetten blev noteret for i lørdagens semifinale.

Havde danskerne kopieret den tid, ville de være rejst hjem med sølvmedaljer om halsen.

Traditionelt stærke sprintnationer som Jamaica, USA og flere andre er ikke til start ved stævnet. I deres fravær tog Sydafrika guld foran Italien og Japan.

Det danske kvindehold sluttede som nummer seks, efter at Frankrig og Schweiz blev diskvalificeret i finalen.

I forhold til semifinalen havde Emma Beiter Bomme afløst Ida Karstoft, men holdet ramte ikke topniveauet.

Specielt det sidste skifte kiksede, og tiden 45,34 sekunder var mere end et sekund langsommere end semifinaletiden.

Samme billede tegnede sig i begge finaler på 4x200 meter - en disciplin, som ikke er på OL-programmet.

Trods et fejlslagent skifte sluttede de danske kvinder på fjerdepladsen i tiden 1 minut og 37,80 sekunder. Mændene udgik undervejs og blev ikke noteret for en placering.

/ritzau/