Den vel nok største danske sportsmand nogensinde, Paul Elvstrøm, er død, i en alder af 88 år, og det smerter formanden for Danmarks Idrætsforbund (DIF), Niels Nygaard.

»Paul Elvstrøm var en fantastisk stor idrætsmand. Han lavede nogle flotte resultater med fem medaljer ved de Olympiske Lege. Det er en helt unik præstation. Og så var han et forbillede for mange sejlere og øvrige idrætsfolk. Så det er en af de helt helt store danske idrætsfolk, der er gået bort, » siger Niels Nygaard til bt.dk

Niels Nygaard
Niels Nygaard Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

»Paul Elvstrøm var med til at sætte Danmark på verdenskortet. Han er en af de danske idrætsudøvere, der er og har været mest kendt uden for de danske grænser med den imponerende medaljehøst. Han var med sin personlighed en mand, som jeg ved, at man i udlandet lagde mærke til. Den tidligere IOC præsident, Jaqcues Rogge, som selv var sejler, satte Paul Elvstrøm meget højt,« fortæller Niels Nygaard.

Når det gjaldt sporten, husker DIF-formanden Paul Elvstrøm som meget målbevidst.

»Han var en perfektionist, som forberedte sig rigtig godt,« siger Niels Nygaard.

Men også, når Paul Elvstrøm var på land, satte DIF-formanden stor pris på ham.

»Han var et beskedent menneske. Han hoverede ikke over de flotte resultater, han lavede. På den måde så var han et forbillede for mange, uden han skulle vise sig frem,« slutter Niels Nygaard.