Der er ikke udsigt til nye hjælpepakker til eliteklubberne, som coronakrisen har bragt i pengenød.

Lokale sponsorer og privatpersoner må træde til for at sikre, at de danske sportsklubber kommer helskindet gennem den økonomiske krise, som coronaepidemien har forårsaget.

Sådan lyder opfordringen fra Danmarks Idrætsforbunds (DIF) direktør, Morten Mølholm, der håber, at klubberne dermed kan styre uden om en ødelæggende konkurs.

- Jeg håber, at en blanding af den støtte, klubberne nu kan få gennem hjælpeordningerne, og at man også bakker op lokalt, kan være med til at hjælpe.

- Det er vigtigt, at man står sammen. Ellers har man ikke klubberne på den anden side af det her, siger Morten Mølholm.

Overfor TV2 kalder Divisionsforeningen Håndbolds direktør, Thomas Christensen, det "uundgåeligt", at der kommer konkurser blandt håndboldens eliteklubber.

I DIF er man i øjeblikket i gang med at granske, hvor slemt det generelt står til i de danske idrætsklubber.

- Undersøgelsen dækker samtlige vores foreninger, både bredde og elite, hvor vi prøver at finde ud af, hvor store de økonomiske udfordringer er. Jeg håber ikke, at nogen går konkurs, siger Morten Mølholm.

Mandag sendte politikerne en økonomisk håndsrækning på 50 millioner kroner til breddeklubberne.

Eliten kan hente hjælp i aftalen om lønkompensation og har mulighed for at søge kompensation ved større arrangementer.

Det opvejer dog langt fra klubbernes tab ved at ligge stille og indstille sæsonen før tid, som håndboldligaerne gjorde mandag. Men der er ikke umiddelbart udsigt til nye hjælpepakker fra det offentlige.

- Nej, det er ikke lige på banen i øjeblikket, siger Morten Mølholm.

- En række af klubberne har dog søgt lønkompensation, som ikke kan løse alt, men som afbøder nogle ting. Det har især håndboldklubberne benyttet sig af.

Grænsen for at søge kompensation for aflyste arrangementer er i øjeblikket trukket ved arrangementer med mere end 1000 deltager.

DIF arbejder i øjeblikket på at få sænket barren, så også mindre arrangementer kan komme ind under ordningen.

- Men som i resten af samfundet dækker de her ordninger langt fra alt. Derfor ligger både bredde- og eliteklubber ned i øjeblikket, siger Morten Mølholm.

/ritzau/