Den danske bokser Dina Thorslund er fortsat meget tæt på en stor VM-kamp, selvom den regerende verdensmester pludselig har trukket sig med en skade. 

En VM-kamp hos verdensforbundet WBC skulle egentlig allerede have ligget klappet og klar foran 24-årige Dina Thorslund.

Men en skade til hendes modstander, den regerende verdensmester Fatuma Zarika, har forsinket forløbet om at få den store VM-kamp til Danmark omkring marts i år.

Det lignede ellers bare et spørgsmål om formaliteter, der skulle på plads, da WBC officielt beordrede Dina Thorslunds og Fatuma Zarikas promotorer til at blive enige om økonomi og sted for VM-kampen.

Men undervejs i forhandlingerne, som angiveligt ikke gik så nemt som ventet, trak den regerende verdensmester sig pludselig med en skade.

Derfor ser Fatuma Zarika nu ud til at miste sin VM-titel, mens Team Sauerland og Dina Thorlund forhandler om at få kampen om den ledige VM-titel i superbantamvægt til danskerens hjemmebane i Struer om få måneder.

Det fortæller Dina Thorslunds promotor, Nisse Sauerland.

»Dina var blevet sikret en kamp mod Fatuma Zarika om VM-titlen hos WBC. Men hun (Zarika, red.) trak sig på grund af en skade fra sin seneste kamp. Nu afventer vi WBCs beslutning om, hvad der skal ske. Men vi håber meget, at Dina kommer til at bokse om VM-titlen i sin næste kamp,« siger han til BT.

Det mest sandsynlige scenarie er dermed, at Dina Thorslund får tilbud chancen for i første omgang at blive ’interim verdensmester’ hos WBC.

Det vil sige, at hun med en sejr i en kommende VM-kamp hos WBC om titlen i superbantamvægt bliver midlertidig verdensmester, hvis hun vinder mod en endnu ukendt modstander.

Derefter får den tidligere verdensmester Fatuma Zarika muligheden for en kamp mod Dina Thorslund om VM-titlen. Og her står vinderen så tilbage som regulær verdensmester hos bokseforbundet.

Se også