Den amerikanske sportsvært, Jemele Hill, var ikke bleg for at dele sin mening om Donald Trump på sin Twitter-profil tirsdag, hvor hun i tre forskellige opslag i den grad revsede den amerikanske præsident.

’Donald Trump er en hvid racist, der i høj grad også omgås med andre hvide racister,’ skrev Jemele Hill, der er vært på sportsprogrammet ”SC6 with Michael and Jemele” på ESPN.

Og det blev ikke ved det ene tweet, for den 41-årige vært, der er født i Michigan, fortsatte efterfølgende sin svada mod den amerikanske præsident.

’Trump er den mest ignorante og stødende præsident jeg har oplevet i mit liv,’ lød ordene fra Jemele Hill, der også tilføjede, at Donald Trumps fremgang ifølge hende er et resultat af racisme, ligesom at hun også skriver, at hans ’racisme er en trussel for hende’.

Ordene er bestemt ikke faldet i god jord i Det Hvide Hus, og her er holdningen, at Jemele Hill omgående skal have stukket en fyreseddel i hånden. Det siger Sarah Huckabee Sanders der er pressesekretær i Det Hvide Hus, til The Hill

»Det er en af de mest skandaløse kommentarer, man kunne komme med, og det er stor fornærmelse fra ESPNs side,« lyder det fra pressesekretæren.

En fyreseddel er det dog umiddelbart ikke blevet til for Jemele Hill, der fortsat har sit job. Men i en pressemeddelelse fra tv-kanalen lyder det, at Jemele Hill har fået en reprimande, og at der bliver taget afstand til tv-værtens ord på de sociale medier.

»De kommentarer Jemele Hill har skrevet på Twitter om præsidenten repræsenterer ikke ESPNs synspunkt. Det har vi drøftet med Jemele, og hun anerkender, at det var upassende at skrive sådan,« skriver ESPN.