Lyt til artiklen

Netflix' store skak-satsning 'The Queens Gambit' var en kæmpe succes.

Og for tiden udspiller der sig i skakverdenen et drama, som i den grad er Hollywood værdigt.

Kæmpestjernen Magnus Carlsen har som bekendt anklaget den unge amerikaner Hans Niemann for snyd – og det i flere tilfælde.

Men nu har dramaet taget en ny drejning – og endnu en hovedperson har vist sig i manuskriptet: Den 56-årige amerikanske stormester fra 1982, Maxim Dlugy.

Carlsen mener, at Niemann har snydt mere, end han har indrømmet.
Carlsen mener, at Niemann har snydt mere, end han har indrømmet. Foto: ARUN SANKAR
Vis mere

Og han er rasende.

Rasende over, at Magnus Carlsen for nylig bragte Dlugys navn i spil, da han blev spurgt ind til sine tanker om Hans Niemanns spil.

»Jeg må sige, jeg er meget imponeret over Niemanns spil, og jeg synes, at hans mentor Maxim Dlugy gør et virkelig godt stykke arbejde,« lød det fra Carlsen ifølge Vice.

Og det har altså fået Dlugy, der har været træner for Hans Niemann, ud af busken med en trussel om et juridisk efterspil.

»Jeg er frastødt over det faktum, at en skakspiller af Magnus Carlsens størrelse vil ty til useriøse og falske påstande og insinuationer, der fremlægger det, som om jeg havde noget at gøre med Hans Niemanns angivelige snyd.«

»Det har været uretfærdigt skadende for mig på et personligt, familiært og økonomisk niveau. Jeg overvejer sagsanlæg mod dem, der har startet det, og mod dem, der fortsætter med at diskutere, om jeg er indblandet i Magnus-Hans-affæren, og derfor kan jeg ikke udtale mig yderligere om dette,« siger han ifølge Vice.

Samme medie afdækker, at netop Maxim Dlugy flere gange har indrømmet gentagen snyd i skakturneringer, og det har blandt andet kostet ham karantæne på skak-hjemmesiden chess.com i 2017 og 2020.

Endnu afventer vi alle svar på, hvad der er op og ned i sagen, efter Magnus Carlsen tidligere på ugen smed bomben og offentligt anklagede Niemann for snyd.

B.T. talte tirsdag med den tidligere danske mester og stormester Sune Berg Hansen om dramaet, og det kan du læse mere om HER.