'Vi er med dig hele vejen, Marcus!' 

Sådan fremgår det af et Facebook-opslag med et billede af den kun 19-årige Marcus Engelhardt Møller.

Og det er en chokerende nyhed, Dansk Basketball-Forbund deler i sit opslag fredag.

For den unge landsholdsspiller er blevet diagnosticeret med testikelkræft.

'Marcus befinder sig i øjeblikket i Danmark, hvor han modtager den nødvendige medicinske behandling. Marcus er i gode hænder, omgivet af sin familie, sit nære netværk, og de dygtige mennesker i den danske sundhedssektor,' skriver herrelandsholdstræner Allan Foss i opslaget. 

Marcus Engelhardt Møller spiller til daglig i spanske Unicaja Malaga.

'På nuværende tidspunkt er den absolutte prioritet Marcus’ helbred og trivsel. Al fokus er rettet mod hans behandling og recovery, og at han får den ro og tid, som situationen kræver,' lyder det også i opslaget.

Danmarks Basketball-Forbund sender i øvrigt 'deres fulde opbakning, omsorg og støtte til Marcus i denne svære periode.'