Debatindlæg af Morten Mølholm Hansen, direktør for Danmarks Idrætsforbund:

En forsker fra Leeds-Becket University har spurgt en række atletikudøvere om deres holdning til at henvende sig til myndighederne, hvis de bliver opmærksomme på dopingmisbrug. Desværre viste resultatet, at under halvdelen kunne forestille sig at indrapportere en konkurrent. Jeg vil gerne opfordre danske atleter til at tillægge sig en anden holdning.

Hvis vi skal have en effektiv bekæmpelse af doping og matchfixing i idrættens verden, så er det nødvendigt, at atleterne hjælper til. Hvis de ser noget, så skal de sige noget.

Det er ikke nok, at atleterne kigger i retning af Anti Doping Danmark og forventer, at deres medarbejdere alene skal kunne rydde op i sportens uvæsen. Det vil ofte være atleterne, som har det bedste indblik i idrætsmiljøet, og hvis de opdager, at udøvere benytter sig af urent trav, så skal de dele den viden.

Har man insiderviden eller en mistanke, så kan dette deles med myndighederne, uden at informationerne kan spores tilbage til dem – det sikrer et avanceret teknisk setup. På hjemmesiden www.stopdoping.dk kan atleter kommunikere anonymt med Anti Doping Danmarks medarbejdere, som end ikke kan se afsenderens ip-adresser.

Stikkerlinjen er det blevet kaldt, men det er en fuldstændig forfejlet beskrivelse. Hvis man har et fuldstændig berettigede ønske om at konkurrere på lige og fair vilkår, så skal man selvfølgelig orientere myndighederne, når man opdager snyd.

HVAD MENER DU? HAR MORTEN MØLHOLM RET, NÅR HAN SIGER, AT KAMPEN MOD DOPING OGSÅ AFHÆNGER AF ATLETERNES VILJE TIL AT VIDEREGIVE OPLYSNINGER? ELLER ER DET ET SKRÅPLAN, NÅR MAN OPFORDRER TIL AT 'ANMELDE KOLLEGERNE'? KLIK HER OG DELTAG I DEBATTEN PÅ FACEBOOK. SÅ TRYKKER VI DE BEDSTE INDLÆG I AVISEN I MORGEN

Det skylder atleterne ikke bare dem selv, men også deres idrætsgren. Brugen af doping er fuldstændig undergravende for idrættens fascinationskraft. Hvis tilskuerne mister tilliden til, at idrætten foregår som en fair kappestrid, så forsvinder fascinationskraften og opbakningen samt de rene atleters muligheder for at konkurrere - og hvad er der så tilbage?

Cykelsporten er et godt eksempel på, hvor galt det kan gå, hvis man bare klapper i og følger et misforstået æreskodeks om ikke at råbe op. Hvis myndighederne på et tidligere tidspunkt havde fået noget at arbejde med, da EPO dukkede op i de professionelle cykelfelt, så kunne de store dopingskandaler som Festina- og Fuentes-sagerne måske være taget i opløbet, og så havde der måske været en fremtid for de ryttere, som ønskede at konkurrere uden brug af doping.

Min opfordring til at dele af sin viden gælder ikke kun på dopingfronten. Det gælder i lige så høj grad i forhold til matchfixing, som er lige så undergravende for idrætten som doping. Også her er myndighederne afhængige at få del i atleternes viden. I november offentliggjorde vi en undersøgelse af omfanget af matchfixing i Danmark, og resultaterne var opsigtsvækkende.

Knap fire procent af de danske eliteidrætsudøvere er blevet kontaktet med tilbud om at medvirke til matchfixing. Lidt over ni procent har kendskab til matchfixing i egen klub, men kun ganske få rapporterer det, og det bekymrer mig.

Hvis atleter får en henvendelse om at lade sig tabe med vilje, så skal denne viden gives videre med det samme – det kan som skrevet ske helt anonymt. Hvis matchfixerne oplever, at det er risikofrit at henvende sig til den ene atlet efter den anden, indtil de rammer en svag sjæl, så er det meget svært at komme problemet til livs.