Stemmen knækker pludselig over, og hun må trække luft ind for at kunne færdiggøre sætningen.

»At se så store dyr, der lider og har kramper … Nogle gange er man stærk og kan snakke om det, men det er så hårdt. At se en hest, der hænger i en traktor og bare kæmper for at overleve …«

Danske Kirsten Rie Truelsen er sammen med sine ni heste fanget i et nærmest uvirkeligt virusmareridt i den spanske storby Valencia.

Til B.T. sætter hun ord på den ubærlige situation, hvor en farlig herpesvirus har forvandlet det store ridestævne Valencia Spring Tour til en kamp på liv og død for hestene.

Virussen har ramt hestene så hårdt, at de ikke kan stå op uden hjælp.
Virussen har ramt hestene så hårdt, at de ikke kan stå op uden hjælp.
Vis mere

»Det her er den største skandale, der er sket i ridesporten. Vi ved ikke, hvor mange heste vi kommer til at få med hjem. Det er bare at bede til Gud. Vi har ingen plan overhovedet. Vi er måske strandet her i tre måneder.«

Kirsten Rie Truelsens heste er i øjeblikket – sammen med resten af turneringens dyr – i en form for isolationsboble, hvor de kun kan håbe på, at hestene overlever. Alt imens spreder virussen sig.

»I går var der tre heste, der døde, og jeg kørte to heste på et dyrehospital, som har lavet ekstra pladser. Vi havde fire syge i går, nu har vi fem syge heste. Den her virus er så aggressiv.«

Den smitsomme herpesvirus er luftbåren, og de raske heste er staldet op sammen med de syge, fordi ingen dyr må forlade området. Dermed kan Kirsten Rie Truelsen kun håbe på, at smitten ikke breder sig til de raske heste.

»I går var der tre heste, der døde, og jeg kørte to heste på et dyrehospital, som har lavet ekstra pladser. Vi havde fire syge i går, nu har vi fem syge heste. Den her virus er så aggressiv,« forklarer Kirsten Rie Truelsen.
»I går var der tre heste, der døde, og jeg kørte to heste på et dyrehospital, som har lavet ekstra pladser. Vi havde fire syge i går, nu har vi fem syge heste. Den her virus er så aggressiv,« forklarer Kirsten Rie Truelsen. Foto: Privatfoto
Vis mere

Men for datteren er det allerede for sent. Hendes hest måtte i går aflives.

»Vi startede dagen med at tude. Vi kom ned til en hest, der havde 40 i feber. Den havde det mega dårligt og fik drop. Min mand havde bygget en konstruktion, så den kunne stå op. Men da dyrlægen kom og fjernede selerne, gik det galt,« forklarer hun og fortsætter:

»Virussen går i hjernen på dem. Den forsøgte at løbe, men kravlede i stedet rundt, fordi den ikke kan gå på grund af sygdommen. Den fik smadret ind i en masse ting og sig selv, og det var så voldsomt, at den til sidst måtte aflives.«

Ifølge Det Internationale Rideforbund har virussen spredt sig fra heste, der var ankommet til Valencia for at deltage i det store stævne.

Myndighederne har nu lagt en jernring om det område, hvor hestene befinder sig, men ifølge Kirsten Rie Truelsen er der blevet handlet forkert – og for sent.

»Alle heste har stået i den samme stald med 400 bokse, og sygdommen er jo luftbåren. De har ikke villet adskille de raske heste fra de syge, og det har gjort, at det hele er eskaleret. Derfor er det gået så galt.«

Samtidig kritiserer danskeren, at der hverken er febernedsættende medicin eller binyrebarkhormon, som kan bruges til at behandle hestene, og at der samtidig er akut mangel på dyrlæger. Kort sagt er alt kaos.

»Vi burde have en psykolog hernede, for vi har det så skidt. Jeg ved godt, det er dyr og ikke mennesker, men vi er så knyttede til dem. Der kommer et efterspil – også økonomisk. Jeg troede aldrig, det her kunne foregå.«

Midt i overlevelseskampen har Kirsten Rie Truelsen brugt sin stemme i dansk ridesport til at advare andre om at rejse til Spanien for at deltage i stævner.

»Jeg har fået så mange tilbagemeldinger. Det er helt vildt. Folk er så glade for, at vi har gjort det. For folk har ikke været klar over, at smitten var her. Det bliver holdt hemmeligt, fordi det er dyrt at aflyse stævnerne. Men det er jo derfor, det går galt.«

Sammen med sin mand og tre døtre fortsætter Kirsten Rie Truelsen nu kampen for at holde deres heste i live, og hun vil nu forsøge at få en ekstra lastbil til Spanien, så de raske heste kan blive kørt til Danmark, når deres karantæne er overstået.