Så skete det!

Efter et par kampe på bænken blev danske Gabriel 'Iffe' Lundberg endelig sluppet løs på NBA-gulvet, og hans optræden skal faktisk også en tur i ligaens historiebøger - godt nok sammen med 599 andre.

Der har nemlig aldrig været så mange spillere, der har nået at spille  i verdens bedste liga i løbet af en sæson, og så blev danskeren simpelthen nummer 600 i rækken, fortæller ESPN-insideren Marc Stein. Rekorden er en lille overraskelse, for sidste år blev der virkelig hiidkaldt mange spillere for at dække for de corona-ramte.

I de første 75 år har ingen anden dansker nået det forjættede land, men natten til mandag blev den københavnske guard prikket på skulderen af træner Monte Williams og fik de sidste 4 minutter og 14 sekunder af opgøret mod Oklahoma City Thunder, som dog trak sig sejrrigt ud af kampen mod det topseedede Phoenix Suns-mandskab.

Danskerens hold sparede flere stjerner, hvilket frigav en del spilminutter og kom den 27-årige dansker til gode. Han nåede ikke at score, men det blev til en assist og generelt et pænt indtryk, der kan hjælpe ham til flere chancer senere.

»Det sitrer i kroppen på mig lige nu. Jeg kan slet ikke... Jeg er bare meget, meget glad. Jeg er rigtig glad og rigtig stolt. Og endnu en gang tusind tak til dem, der har fulgt mig på rejsen,« siger Gabriel ’Iffe’ Lundberg til TV2.

Trods nederlaget på 117-96 kan ingen fange Phoenix Suns i grundspillet. Derfor forsøger de blot at gøre sig klar til slutspillet, der begynder i midten af april, hvilket betyder, at Lundberg nu skal bevise, at han kan være en værdifuld brik, når det spidser til i slutspillet. Det har han fire kampe til at gøre, og første mulighed er allerede om to dage, når Los Angeles Lakers kommer på besøg.

De råder over Lundbergs favoritspiller i skikkelse af LeBron James, og legenden har endda ryggen mod muren i opgøret, for de ligger lige nu til at misse slutspillet.