Den 33-årige golfprofil Nicole Broch Estrup fik fredag amerikansk tid et regulært fantomcomeback til LPGA Touren.

I sin første turnering efter mere end 15 måneders barsel efter fødslen af sønnen Max gik Broch Estrup første runde af Shoprite LPGA i syv slag under banens par.

Det rækker til en andenplads - et slag efter israeleren Laetitia Beck - efter de første af 54 huller i turneringen i New Jersey.

Broch Estrup var især brandvarm i sine indspil og på greenen. I løbet af otte huller fra 4. til 11. hul lavede hun ikke mindre end syv birdies på en derudover bogeyfri runde.

- For at være ærlig blev jeg virkelig nervøs. Det ramte mig på 9. hul. Jeg havde en chance for en eagle fra seks meter.

- Jeg endte med en chance for birdie fra en meter og begyndte for at være helt ærlig at ryste, siger Broch Estrup med et lille grin i et interview med LPGA's kanal med en livlig Max på armen.

LPGA har fordelagtige forhold for nybagte mødre i forhold til mange andre sportsgrene, blandt andet syv timers pasning om dagen med faste pædagoger.

- Det betyder meget, og dagplejen er - jeg har kun oplevet den i fire dage indtil videre, men den er fantastisk.

- Det giver håb. Vi håber, vi kan få det til at fungere som familie, siger Broch Estrup med henvisning til at rejse rundt på LPGA Touren med Max og manden Kasper.

Selv efter sin flyvende start holder danskeren fokus på, at familien fungerer.

- Jeg vil selvfølgelig gerne stå med et godt resultat søndag, men denne uge handler for mig ikke om resultatet. Det handler mere om at finde ud af dette nye liv for os alle, siger Broch Estrup.

Turneringen har en samlet præmiesum svarende til 13 millioner kroner.

/ritzau/