Dansker og hjemmebanehelt går i udbrud foran Donald Trump
Jacob Skov Olesen er fire slag efter Shane Lowry før sidste runde i golfturneringen Irish Open.

Jacob Skov Olesen er fire slag efter Shane Lowry før sidste runde i golfturneringen Irish Open.

Med Donald Trump som tilskuer på sin egen bane gik den danske golfspiller Jacob Skov Olesen lørdag sammen med hjemmebanehelten Shane Lowry i udbrud.
Før sidste runde af Irish Open er Lowry 16 slag under banens par, mens Skov Olesen er 12 slag under par i DP World Tour-turneringen.
Derfra er der hul ned til de næste, og søndag ligner derfor mest af alt en dansk-irsk duel om sejren på Trump International Golf Links & Hotel Ireland, som den amerikanske præsident ejer.
Trump ankom med helikopter i løbet af eftermiddagen efter et besøg i hovedstaden Dublin. Men hverken Lowry eller Skov Olesen lod sig distrahere, og da de som de sidste nåede 18. hul, var Trump ikke længere synlig på tribunen.
Lowry, der fredag satte banerekord, fyrede hele seks birdies afsted og krydrede det med en enkelt bogey.
Skov Olesen nøjedes med tre birdies, men lavede til gengæld også en fremragende eagle efter et langt putt på ottende hul, inden han på 18. hul missede et kort putt og lavede sin første bogey.
Den 27-årige dansker har endnu sin første sejr på DP World Tour til gode, men har ikke desto mindre været i fremragende form.
For et par uger siden blev Skov Olesen nummer to i British Masters, og det var hans syvende top-10-placering og femte top-5-placering i hans seneste 18 turneringer på touren.
Den glimrende stime af resultater betyder, at danskeren ligger til at snuppe et af de ti kort til den amerikanske PGA Tour, som der er på spil på DP World Tour.
Flere danskere er i spil til flotte slutplaceringer i Irish Open, selv om de ligger et godt stykke fra Lowry og Skov Olesen.
Rasmus Højgaard er delt nummer seks i seks slag under par. Rasmus Neergaard, Niklas Nørgaard og Jeff Winther er henholdsvis nummer 12, 19 og 26.
Placeringerne skal ses i lyset af, at Irish Open er blandt de mellemstore på touren med sin samlede præmiepulje svarende til 38,5 millioner kroner.
Det har tiltrukket en stribe store profiler som blandt andre Lowry, Rory McIlroy, Jon Rahm, Brooks Koepka og Patrick Reed og dermed et væsentligt stærkere felt end normalt.
RITZAU