I Danmark er der i øjeblikket lukket helt ned for afviklingen af travløb på grund af frygten for coronavirus.

Og derfor har flere danske travkuske set sig nødsaget til at tage turen over Øresund for at deltage i løb, selv om det strider mod både myndighedernes og Dansk Travsports Centralforbunds (DTC) anbefalinger.

»Jeg synes, det er helt forsvarligt at rejse til Sverige for at køre løb. Forholdene omkring travløb er så kontrolleret deroppe, og jeg føler ikke, at jeg hverken er i smittefare eller selv bliver til fare for nogen ved at tage derover,« siger Ken Ecce, der tirsdag stiller til start ved Jägersro i Malmø, til B.T.

Sammen med tre andre danske travkuske og med hele otte danske travheste på programmet i Malmø har han valgt at tage til Sverige, selv om DTC fraråder udenlandsstarter for at hindre smitten af corona-virus. I Danmark er alle travløb aflyst.

Ken Ecce.
Ken Ecce. Foto: BURT SEEGER
Vis mere

»Jeg er overhovedet ikke i kontakt med andre mennesker – ud over mit personale – til løbene i Sverige, så jeg synes ikke, jeg gør noget forkert. Risikoen er større ved at gå ned i byen for at handle ind,« mener Ken Ecce.

Hos DTC og Dansk Hestevæddeløb ser man dog på situationen med helt andre briller.

»Det er af afgørende betydning for afbødningen af smitteudbredelsens konsekvenser, at man begrænser sociale aktiviteter til et minimum og undgår både forsamlinger og unødige rejser,« skriver DTC på forbundets hjemmeside og tilføjer:

»Da risiciene forbundet hermed er alvorlige, er det DTCs anbefaling, at alle danske aktive indtil videre afstår fra at starte heste i udlandet.«

Foto: BURT SEEGER
Vis mere

I sidste uge fortalte en anden dansk travkusk, Axel Jacobsen, til B.T., at det kan få meget alvorlige konsekvenser for hans forretning som travtræner, hvis ikke han deltager ved løbene i Sverige, selv om myndighederne fraråder det.

Den holdning deler Ken Ecce også.

»Selvfølgelig er der økonomi i det. Det er jo en forretning, vi driver,« fortæller han og tilføjer, at så længe sikkerhedsforholdene til de svenske travløb er i orden, så fortsætter han med at stille til start:

»Hvis mine hesteejere gerne vil repræsenteres i Sverige, så gør jeg gerne det.«

Foto: BURT SEEGER
Vis mere

Den danske travkusk indrømmer dog, at han i starten var usikker på, hvorvidt han skulle tage turen over Øresund eller ej, men da han så sikkerhedsforholdene deroppe, var det et nemt valg for ham:

»Jeg var da i tvivl om det, første gang jeg skulle derover, men jeg fandt hurtigt ud af, hvor forsvarligt det håndteres, og sikkerheden er kun blevet skærpet endnu mere siden.«

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Styrelsen for Patientsikkerhed om corona-smittefaren ved, at nogle danske travkuske kører til Sverige og hjem igen flere gange om ugen, men de har ikke ønsket at kommentere på den konkrete sag.

I stedet henviser de til de generelle anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen samt regeringens retningslinjer.