Afskallet. Skrammet. Krakeleret.
At vinde en OL-medalje står for de fleste sportsfolk som et unikt øjeblik i karrieren, men for flere danske atleter har beviset for den unikke bedrift i Rio sidste år langt fra levet op til præstationen.
Stribevis af medaljevindere har oplevet at, at belægningen på deres medaljer hurtigt begyndte at falde af.
»Det kan ikke passe, at man kan lave den så dårligt, og det er helt klart ikke i orden. Det synes jeg da,« som sejleren Anne-Marie Rindom, der vandt bronze i Rio, udtrykker det.
Samme problem har medaljetager fra hele verden oplevet. DIF har været i kontakt med alle danske guld-, sølv- og bronzevindere fra Rio, og mange har oplevet problemerne.
Kun tre danske medaljetagere har dog ønsket at få en ny trods skaderne. Det er cykelrytteren Niklas Larsen og badmintonspillerne Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl.
»I virkeligheden har flere atleter spurgt, om de kunne beholde de gamle medaljer og få en ny fejlfri. Det har IOC afvist. Man kan ikke producere et større antal end det, der er delt ud. Så man destruerer de gamle og giver nogle nye. Det er deres tilgang til det,« siger den danske Chef de Mission, Morten Rodtwitt:
»Der må Ikke være flere medaljer i omløb end det antal, der er givet ud.«
Nu har DIF sendt de tre medaljer til IOC i Lausanne. Herfra er planen, at de så skal returneres til producenten i Brasilien, der så laver nogle nye.
»Hvor lang tid, der går, før atleterne igen har deres medaljer, kan vi ikke sige noget om endnu,« lyder det fra Morten Rodtwitt.
BT har talt med tre af de danske OL-udøvere, som har fået medaljer af dårlig kvalitet. En af dem har stået fast på at ville beholde den alligevel. En skiftede mening et stykke inde i overvejelserne. En har holdt fast i at ville have en ny.
Her fortæller de om deres overvejelser og viser medaljerne frem.
Vil beholde medaljen
- Anne-Marie Rindom
- Bronzevinder i laser radial ved OL i Rio, sejlsport, 26 år:
»Min medalje er krakeleret, og noget af belægningen af faldet af. Jeg havde den med i byen, til fest, i Rio, og så tænkte jeg egentlig, at nogen havde tabt den eller sådan. Måske var det meget normalt, og måske gjorde det ikke så meget, for det var lidt som en studenterhue, så havde man også minderne fra byturene bagefter. Men så blev det ved med at krakelere ret meget, og da jeg læste, at der var problemer, tænkte jeg, at det nok ikke var på grund af byturene.
Det er da irriterende at min medalje skal være så grim, men jeg sagde nej til at få den byttet, fordi det var den, jeg fik om halsen – og fordi den var med alle steder. Og så synes jeg det ville være lidt ærgerligt at give slip på den, også selv om den heller ikke er så pæn mere. Det er heller ikke sådan én, jeg har hængende inde i stuen og skal kigge på hele tiden, og så synes jeg den har mere værdi, fordi det er den, jeg fik overbragt i Rio.
Jeg er kommet frem til den konklusion, at en ny medalje ikke vil have den samme betydning for mig. Så nu vil jeg opbevare den i den trækasse, som vi fik til den. Og den har jeg så stående fremme: Den er egentlig også pænere end medaljen. Og så må de lige stramme op til næste gang.«
Vil have en ny
- Niklas Larsen
- Bronzevinder i 4.000 meter holdløb i banecykling ved OL i Rio, 20 år:
»Dagen efter at vi havde fået bronzemedaljerne, havde jeg lagt den til noget opbevaring, fordi jeg ikke ville gå rundt med den hele tiden i byen til arrangementer osv. Da vi så fik den tilbage igen var min lidt mere skrabet end de andres, men det tænkte jeg var fordi, de havde gnedet op af hinanden. Det var ikke så slemt, og jeg tænkte ’fint nok, det har sin charme’, men som tiden er gået, er det blevet lige i overkanten.
Siden tænkte jeg: ’Er det min fejl’, men jeg kunne jo godt se, at den jo ikke skal se ud som om, at jeg har gået på den. Eller brugt den som sko. Jeg har jo heller ikke gået og slæbt den langs jorden. Derfor tænkte jeg, at jeg gerne vil have en, som lignede de andres, der var lidt pænere. Det er jo en stor ting.
Jeg synes jo ikke, det er o.k. Det skal jo være noget kvalitet, når det nu er sådan et stor begivenhed med så stor betydning for os. Og det er jo kun hvert fjerde år, så man burde have haft tid til at have lavet dem i ordentlig kvalitet.
Det er godt nok lidt ubehageligt at have afleveret den, for man ved jo ikke rigtigt, om man får den igen. Men nu har jeg taget valget, fordi det betyder mere for mig, at man… ja, kan se, hvad det er.«
Skiftede mening
- Sara Slott
- Sølvvinder i 400-meter hækkeløb ved OL i Rio, 30 år:
»Jeg ville allerhelst, at man kunne sende sin medalje ind, og så kunne de tage belægningen af og putte en ny belægning på, så man kunne få sin helt egen medalje tilbage. Det meddelte jeg, at jeg gerne ville. Men da jeg spurgte nærmere ind til det, fandt jeg ud, at man ville få en helt ny medalje. Og det er jeg ikke interesseret i.
Den har mere værdi for mig, når jeg ved, at det er den rigtige medalje, som jeg fik om halsen. Selv om en ny ville have den samme farve, og man kunne fortælle den samme historie ud fra den, ville det ikke være helt rigtigt. Derfor annullerede jeg det. Og så må den altså bare være grim.
Jeg behandler heller ikke mine medaljer så pænt: Min søn får lov til at lege med den, og jeg har dem med ude, når jeg holder foredrag. Jeg vil hellere have, at de skal bruges, og så må de lide lidt under det. Men jeg kan forstå på nogle af dem, der har været med ved tidligere OL, at det ikke er kutyme, at de bliver så ramponerede. Og de andre medaljer, jeg har fra andre konkurrencer, er jo efter 10 år stadig pæne. Så det kan være da jeg fortryder det om 40 år, når den er endnu værre eller en rustbunke, Så det er da ærgerligt, men det kommer ikke til at ske, at jeg bytter den med en ny,«
