Danske basketkvinder lider nyt nederlag i EM-jagt
Danmark tabte 71-88 til Tyskland i anden kamp i EM-kvalifikationen. Onsdag tabte danskerne til Portugal.

Danmark tabte 71-88 til Tyskland i anden kamp i EM-kvalifikationen. Onsdag tabte danskerne til Portugal.

Selv om der kun er spillet to kampe i EM-kvalifikationsgruppen, ser det allerede mere end sort ud for de danske basketkvinder, hvis næste sommer skal bruges på at spille EM.
Lørdag tabte danskerne hjemme i Gentofte 71-88 til Tyskland.
Det var det andet nederlag af to mulige. I første kamp onsdag tabte de danske kvinder 62-79 til Portugal.
Præcis som mod portugiserne fulgte Danmark ellers godt med i starten af lørdagens møde med Tyskland.
Efter første periode stod der 17-17, men så strammede de tyske gæster op og førte 39-28 efter anden periode.
Det kunne Danmark ikke svare igen på, selv om profilen Julianna Okosun gjorde sit med 18 point og 9 rebounds i opgøret.
I sidste periode satte tyskerne for alvor tingene på plads.
Ungarn er det sidste hold i gruppen, hvor de to bedste går videre til EM, der spilles næste sommer.
De to forhåndsfavoritter til at tage EM-pladserne var Tyskland og Ungarn, og derfor var lørdagens nederlag mere ventet for Danmark.
Det betyder stadig, at danskerne skal finde noget helt andet frem i resten af kvalifikationsgruppen, hvor landene møder hinanden både ude og hjemme.
På tirsdag spiller danskerne mod Ungarn i Budapest, inden holdene spiller de tre sidste runder i februar.
RITZAU