Danmark indledte det sidste kvalifikationsspil med et nederlag mod Tjekkiet og møder mandag Belgien i Farum.

Kampen om en plads ved EM i 2021 fortsætter mandag aften for de danske basketballherrer, når Belgien kommer på besøg i det afgørende kvalifikationsspil.

Danmark tabte fredag en tæt kamp mod Tjekkiet med 71-75, da det sidste gruppespil i jagten på EM blev indledt.

Og den næste opgave kan også blive vanskelig for danskerne. Belgien viste nemlig stor styrke, da holdet i første gruppekamp slog favoritterne fra Litauen med hele 86-65, og sejren til Belgien lægger et pres på Danmark.

Mandagens kamp i Farum kan således blive særdeles afgørende for de danske muligheder for at gå videre til næste års europamesterskab.

- Kampen mod Belgien er blevet endnu vigtigere nu, efter at de slog Litauen, siger Jesper Sørensen, der er assistenttræner for det danske landshold, i en pressemeddelelse om mandagens kamp.

- Det ser ud til, at vi nok skal vinde begge gange over Belgien. Jeg tror, at man skal passe på med at lægge for meget i, at Belgien slog Litauen med 21 point.

- Man skal også være opmærksom på, at litauerne ikke præsterede optimalt og måske undervurderede situationen lidt, siger Jesper Sørensen.

Vejen til EM i basketball er lang og snørklet. Danmark tog allerede hul på kvalifikationen i november 2017 og vandt dengang sin indledende gruppe med Armenien og Albanien.

I anden runde sluttede Danmark på andenpladsen i en gruppe med Sverige og Hviderusland og kvalificerede sig dermed til tredje runde.

Her var Danmark stærkest i et gruppespil med Hviderusland og Albanien og sikrede sig en billet til det afsluttende kvalifikationsspil, som altså blev indledt med nederlaget mod Tjekkiet.

Til opgøret mod Belgien er Sami Eleraky, der måler 210 centimeter, tilbage i den danske trup efter at have været skadet. Det betyder, at han skubber Mathias Bak Christensen ud af truppen.

/ritzau/