Danske atleters to år gamle whistleblowerordning, som Danmarks Idrætsforbunds (DIF) indførte i kølvandet på den såkaldte svømmesag, bruges ikke efter hensigten.
Det siger DIF's formand, Niels Nygaard, til DR Sporten.
- Det er ikke mit indtryk, at den blandt atleterne er blevet et tilløbsstykke. Derfor råber vi nu lidt op og siger, at det er vigtigt at melde sig på banen, når man som idrætsudøver oplever noget, man finder ubehageligt, siger han uden at nævne, hvor mange der har benyttet sig af ordningen.
Nygaard erkender, at DIF "ikke har formået at gøre den tilstrækkeligt udbredt".
Ordningen blev lanceret for at gøre det muligt for atleterne at åbne om problemer anonymt.
Kort forinden havde DR bragt dokumentaren "Svømmestjerner - Under Overfladen", hvor flere topsvømmere fortalte om kontroversielle træningsmetoder og offentlige vejninger gennem en årrække.
Men dokumentaren er ikke blevet fulgt op af det forventede antal henvendelser til whistleblowerordningen, og det skyldes blandt andet manglende kendskab, mener Henrik Them, der er formand for Team Danmarks Aktivkomité.
- Den har ikke fungeret optimalt indtil videre. Der er simpelthen ikke nok atleter, som ved, at den findes, og det er ærgerligt. Når man er atlet, så følger der et stort pres med, og det kan være svært at komme ud med tingene.
- Derfor er det vigtigt, at atleterne ved, at de med whistleblowerordningen har en mulighed for, anonymt, at få italesat mulige problemer, siger han til DR Sporten.
Formanden for Aktivkomitéen mener desuden, at der mangler tillid fra atleterne. Den skal være til stede, før atleterne føler, at de kan åbne op, forklarer han.
/ritzau/
